Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Skotland - Skotland, Ny-, se Nova Scotia - Skotske Kirke - Skotsk Sprog og Literatur - Skottetoget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skotland, Ny-
Englænderne ud af Landet, og 1306 kronedes han
til Skotlands Konge forn Robert den første.
Edvard fortsatte Kampen, men kunde ikke sM den med
nogen Kraft, og da hans SM Edvard den anden
faldt ind i Skotland, blev han 1314 totalt flagen
ved Floden Bcmnockburn. Efter Roberts Død blev
hans otteaarige Søn, Robert den anden, for
dreven; han fik vel Kronen tilbage 1357, men Mdc
1371 uden Efterkommere. Med Robert den
anden besteg Stuarterne den skotske Trone.
Saavel Robert som de fleste af hans Efterfølgere
var fuage og uduelige Regenter, som uophørlig
laa i Strid med de egenraadige stotste Stor
mcrnd. I det 16de Aarh. udbredtes Reforma
tionen i Landet, og det forMede endnu mere
Befolkningens Uvillie mod Kongehufet, at dette
holdt fast ved den katholfle Kirke. Spendingen
tiltog isar under Jakob den femtes Datter Maria
Stuart (s. d.). Skotterne fordrev tilsidst Maria
fra Tronen og udraabte 1567 hendes et Aar gamle
SM til Konge under Navn af Jakob den sjette,
forn fenere arvede ogfaa den engelske Krone,
hvorved England og Skotland for første Gang forene
des. Saavel under Jakob forn under hans Søn
Karl den første opstod der idelige Tvistigheder,
dels fordi Skotterne følte sig tilsidesatte ligeoverfor
England, men fornemmelig paa Grund af Reli
gionssMrgsmlllll. 1643 sluttedes et Forbund mel"
lem Skotterne og det engelske Parlament, og det
f??lgende Aar forenede den stotste Har sig med de
engelske Parlamentstropper. 1647 maatte Karl den
fyrste ovcrgive sig til den stotste Har, som udleve
rede ham til det engelske Parlament. Efter Karls
Henrettelse blev hans Søn Karl den anden
taaret til Konge as Skotterne; men England
blandede sig i Sagen, de flotfle Hare tabte mod
Cromwell, og Landet blev besat as General Mont,
som tvang det til at forene sig med England. Da
Karl den anden efter Cromwells Død kom paa
den engelske Trone, blussede Religionsstridighe
derne op paany. De skotske Presbytericmere satte
sig af al Magt imod Indførelsen af den engelsk-
biskoppelige Kirke, hvorfor de under Karl og især
under hans katholsksindede Søn Jakob den
syvende [[** sic, også Søn er sperret **]] (1685—88) bleu haardt forfulgte.
Vilhelm af Orllniens Tronbestigelfe billigedes llf
Skotterne, som haabede, at han som Protestant vilde
give Skotland Frihed i religiM Henseende; dette
Haab gik ogsaa i Opfyldelse, idet Kongen tillod, at
den presbyterianske Kirke blev Skotlands Statskirke.
Under Vilhelms EfterMgerste Anna blev 1707 den
saakaldte Unionsatt vedtagen, hvorved en ncrrmere
Sammenknytning mellem de to Lande fandt Sted ;
det flotfle Parlament ophcrvedes, og Skotland fik
Ret til at fende et vift Antal Reprcrsentcmter tit
det engelske Parlament. Efter den Tid falder
Skotlands Historie i det vasentlige sammen med
Englands. Foreningen medførte roligere
Tilstande, idet saavel de religiøse som de politiske
Tvistepunkter for en stor Del bortfaldt.
Skotland, Ny-, se Nova Scotia.
Skotske Kirke kaldes den i Skotland indførte
reformert-presbyterianske Kirke, til hvilken omtrent
Halvdelen af Befolkningen bekjender sig. Den
protestantiske Lære blev først prædiket i Skotland
af Patrik Hamilton, en med Kongehuset beslægtet
Adelsmand, som under sit Ophold i Wittenberg
var bleven vunden for Luthers og
Protestantismens Sag. Han blev 1528 fangen og brændt
som Kjætter, men Reformationen vandt alligevel
stadig Tilhængere. Skotlands egentlige
Reformator er imidlertid John Knox (s. d.), som i Genf
var bleven en af Kalvins mest begeistrede
Tilhængere, og som i sin Iver gik endnu videre end
denne. Med puritansk Strenghed for han frem
mod Papismen, feiende vak alt, hvad der min
dede om den tatholste Kultus, og vandt en uhyre
Tilslutning. Kongehusets Modstand mod den nye
L??re tjente tun til at gyde Olie i Ilden; en
blodig Borgerkrig opstod og endte med, at Dron
ningen, Maria Stuart, maatte forlade Landet. Det
stotste Parlament vedtog 1560 det af Knox for
fattede Udtast til en Konfession, men derved var
Enighed ikke opnaaet; Høiskotterne hængte
fremdeles fast ved Katholicismen, og paa den anden
Side vandt den engelske Kirke stadig Tilhængere.
Religionsstridighederne vedblev derfor at rase, og
først under Vilhelm den tredie begyndte der at
indtræde mere ordnede Tilstande. — Den skotske
Kirke larer, at Kirken staar over Staten og at
denne stal paatale og straffe de Overtrædelser,
som begaaes mod Kirken. Idethele er dens
Kultus saa gjennemsyret af Trældom under Loven,
at Evangeliets Frihed er bleven trængt i
Baggrunden. 1843 opstod der en Splittelse inden
Kirken, idet en stor Del af dens Medlemmer
traadte ud og sluttede sig til den saakaldte
Frikirke, som ikte vil erkjende Statens Indblanden i
dens Anliggender. Smlgn. Art. Puritanere.
Skotsk Sprog og Literatur. Det
oprindelige skotske Sprog er det keltiske (s. d.), som
endnu tales i Nordskotland, hvorimod det i den
sydlige Del af Landet er blevet afløst af det
engelske. Den ældre skotske Literatur er fattig paa
Mindesmcerler; ialfald er de Skrifter, forn haves
paa Keltisk (Gælisk) fra tidligere Tider, yderst faa.
De vigtigste literare Frembringelser fra Skotlands
Selvstcrndighedsperiode er Barbours RimkrMike
om Robert Bruce, Skotlands KrMite af Wyn
toun og Harrys Heltedigt om Wallace. Efter
Skotlands Forening med England falder de to
Landes Literaturer fammen (se engelsk Literatur
under Art. England).
Skottetoget kaldes i Norge det Tog, som de
af den svenske Konge Karl den niende ved
Kalmarkrigens Udbrud hvervede skotske Hjelpetropper
gjorde opigjennem Romsdalen ind i
Gudbrandsdalen for at naa Sverige. Skotternes Anfører
var en Oberst Ramsay, og ikke, som man
hidtil har troet, Georg Sinclair, der var en af
Ramsays underordnede Officérer. Sagnet
fortæller, at Peder Klungnæs skal have vist
Skotterne en møisommelig Vei, for at
Gudbrandsdølerne, til hvem det skal have lykkedes ham at
sende Bud, skulde faa Tid til at samle sig. Da
Efterretningen om det fiendtlige Indfald naaede
frem, samlede Bønderne fra Dovre, Læsje, Sel,
Skiaker, Fron og Ringebo sig ved det trange
Bjergpas Kringelen, hvor de besluttede at oppebie
Fienden; oppe paa Fjeldkammen kjørtes ifølge
Sagnet sammen Tømmervælter og andet, som
skulde styrtes ned over Skotterne, naar de naaede
Passet. Den 26de August brød Skotterne op
fra Sel, hvor de havde overnattet, og nærmede
sig Kringelen. Bønderne, anførte af
Lensmændene Lars Hage og Peder Randklev, holdt sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
