Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tonekunsten (Musik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tonekunsten
et vist nationalt Særpræg; saaledes nævner man
fransk, italiensk, tysk Musik osv. — Tonekunsten
er som de øvrige skjønne Kunster meget gammel,
og man kan forfølge dens Spor lige op i den
graa Oldtid. De gammelægyptiske Grave barer
Vidnesbyrd om, at den tidlig har varet dyrket
blandt Ægypterne, og allerede i 1 Mos. 4, 21
omtales Jubal som „Fader til alle dem, der legede
paa Harpe og Orgel“. Hos liderne fynes Tone
knnsten at have fundet ivrige Dyrkere, og den
jidiste Musik, forn fornemmelig benyttedes ved
Tempeltjenesten, stod vistnok i sin HMste Flor paa
Salomos Tid. Fra LEgypten udbredte Sansen
sor denne Kunst sig til Grcrtenland og derfra til
Rom. De kristne Menigheder, forn stiftedeS i det
romerske Rige, indfMe Tonekunsten ved sin Guds
tjeneste, og Biskop Ambrosius i Mailand (s. d.)
gav 368 den faakaldte Bexelfang i Kirken en ordnet
Form. I Tidernes LM har Tonekunsten oftere
delt Skjebne med de ivrige ssjMne Kunster deri,
at den ved at moderniseres og fremtvinges paa
en figt Maade ofte blev forvandlet til Unatur.
Men der er altid fremstaaet Mand, forn har
magtet at havde dens Rang, og blandt dens
Dyrkere findes et betydeligt Antal verdensberimte
Navne. Tonekunstens forskjellige Udviklingsstadier
fra Middelalderen og indtil vore Dage er af den
berimte tyste Musithistoriter Kiesewetter delt i 20
Afsnit, as hvilte 1) (firste Afsnit) omfatter det
10de Aarh., og hvis mest fremragende
Repræsentant paa dette Omraade var Hucbald (d. 930).
I den Tid gjordes de firste Forsig paa en sam
tidig Forbindelse af Tonerne; 2) det 11te Aarh.,
i hvilket der indfMes et forbedret Liniesystem
<s. d.) og en simplificeret Undervisningsmethode,
til hvilket Guido af Arezzo (s. d.) fornemmelig
bidrog; 3) det 12te Aarh., da den første
Begyndelse gjordes til Mensuralsang og Mensuralnoder
(se Mensur) ; 4) det 13de Aarh., i hvilket
Mensuraltheorien narmere udvikledes. Ligeledes
begyndte man at studere Kontrapunkt. Denne
Udvikling fortsattes ogsaa i det følgende Tidsrum
5), som indbefatter Tiden fra 1300—1380. De
mest fremragende Tonekunstnere paa den Tid var
Franco af Köln, Marchettus af Padua og Joannes
de Muris ; 6) (1380—1450) fremstod den saakaldte
ældre eller første nederlandske Musikskole,
Mensuralsystemet opnaaede fuld Udvikling, ligesom Læren
om Kontrapunkt naaede frem til større Klarhed.
Dette blev i endnu høiere Grad Tilfældet under
den anden nederlandske Skoles Tid 7) (1450—80),
da man opfandt de saakaldte kunstige Satsfigurer.
Under de to følgende Afsnit, 8 og 9 (1480—1520
og 1520—60) stod den nederlandske Skole i sin
høieste Blomstring og var i bogstavelig Forstand
den toneangivende i Europa. De mest
fremragende Størrelser paa Musikens Omraade var
Josquin des Prés og Hadrian Willaert. Tyskland,
Frankrige og Italien begyndte nu at komme efter
og kan i det sidst nævnte Tidsrum opvise flere
dygtige Tonekunstnere. De mest brugelige
Musikinstrumenter var Violin, Skalmei, Fløite, Horn,
Trompet, Basun, Orgel og Luth; 10) (1560—1600).
Den nederlandske Tonekunst begyndte nu at træde
i Skyggen for den italienske, idet den venetianske
og den romerske Musikskole erhvervede sig
almindeligt Ry. Især fik Kirkemusiken et mægtigt
Fremstød ved de geniale Komponister Palestrina og
Tonekunsten
Orlando di Lasso, hvilken sidste kan betragtes som
den hendøende nederlandske Skoles mest
fremragende Tonekunstner. Ogsaa den protestantiske
Kirkemusik tog i denne Tid et betydeligt Opsving,
fornemmelig ved Heinrich Schütz, Agricola, Senfl,
J. Walther, Leo Hassler og Prætorius; 11)
(1600—1640) er Tidsrummet for Fremtrædelsen af den
dramatiske Tonekunst, som endmere udvikledes i
den følgende Periode. 12) (1640—80). Da
indførtes Strygeinstrumenter ved Kirkemusiken,
samtidig med, at de modtog Forbedringer, og
flerstemmige Instrumentalstykker, som Symfonier,
opførtes. Under 13de og 14de Periode (1680—1725
og 1725—60) stod den neapolitanske og den nyere
venetianske Skole i sin Blomstring; deres mest
fremtrædende Repræsentanter er Scarlatti (Neapel)
og Lotti (Venedig). Den dramatiske Musik og
Resitativet tog især betydeligt Opsving, ligesaa
Instrumentalmusiken, og ved Operaen indførtes
Blæseinstrumenter. Af sidstnævnte Periodes
fremragende Tonekunstnere bør nævnes Italienerne
Porpora, Pergolese, Traetta, Sacchini m. fl.,
Tyskerne G. Fr. Händel og Johan Sebastian
Bach, som i høi Grad fremhjalp Kirkemusiken,
samt Englænderen H. Purcell. I den 15de
Periode (1760—80) fremstod den franske Opera
comique, og i den følgende; 16) (1780—1800)
den wienske Skole, ligesom den nationaltyske
Opera naaede frem til stor Anseelse. Dette
Tidsrum har ogsaa verdensberømte Navne at
fremvise, saasom Haydn, Mozart, Cherubini, Abbed
Vogler. Salieri m. fl., 17) (1800—1830). I dette
Tidsrum naaede Instrumentalmusiken sin største
Høide (Symfonier, Kvartetter, Konserter,
Klavérsonater), fornemmelig ved Beethoven. Af andre
fremragende Komponister, der levede omtrent
samtidig med Beethoven, kan nævnes Tyskerne Weigl og
Winter, Franskmanden Boieldieu samt Italienerne
Spontini og Rossini. Den tysk-romantiske Opera
havde desuden Mænd som Spohr og von Weber at
fremvise, ligesom Meyerbeer grundede den nye
franske Opera; desuden gav Chopin Klavermusiken
et mægtigt Fremstød. Den 19de Periode
(1840—50) er den nyromantiske Musikskoles
Blomstringstid, og den grundlagdes af Mand som
Mendelssohn-Bartholdy, Schumann, Liszt m. fl. 20de
Periode omfatter Tidsrummet fra 1850 til vore
Dage. I denne Tid har den saakaldte nytyske
Skole især hævet sig høit, og dens mest
fremtrædende Repræsentant paa det dramatiske
Omraade er Richard Wagner. Af andre
Tonekunstnere og Virtuoser i vort Aarhundredes
sidste Halvdel har Davis, Bülow,
Saint-Saëns, Rubenstein, [[** sic -e- **]] Sarasate m. fl.
erhvervet sig et berømt Navn. Et eget Standpunkt
inden Tonekunstnernes Række indtager
Operettekomponisten Offenbach, hvis noget i det burleske
faldende Kompositioner har været Gjenstand for
de mest modsigende Domme. — Af norske
Tonekunstnere har kun faa erhvervet sig et europæisk
Navn, navnlig Ole Bull, Edvard Grieg og Johan
Svensen [[** sic, mdl -d- **]]; af andre mere fremragende kan nævnes Karl
Arnold, Johan Conradi, Ludvig Mathias
Lindeman, Olavus Grøndahl, Halfdan Kjerulf, Richard
Nordraak, Waldemar Thrane, Christian Teilman,
F. A. Reissiger, Otto Winter-Hjelm, Ole Olsen,
Martin Udbye, Fru Agathe Grøndahl (f. Backer),
Fru Erika Nissen (f. Lie), Chr. Cappelen, Thom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
