Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland, Henrik Arnold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kvinder, han saaledes forelskede sig i, har han ofret
flere af sine skjønneste Digte. Især var der en,
som han kalder Stella, der henrev ham til
Begeistring. Da hans Modstandere med Welhaven i
Spidsen for Alvor begyndte at kritisere hans
Digtning, optog han øieblikkelig den tilkastede Handske og
forsvarede sig med Heftighed. Striden blev bitrere
og bitrere, og i denne Feide, „Stumpefeiden“, som
den kaldtes, sparede ingen af Parterne paa
voldsomme og nærgaaende Udtryk. Wergeland deltog
desuden i disse første Aar med Iver i
Diskussionen om de paa Dagsordenen staaende politiske og
sociale Spørgsmaal, og de republikanske
Synsmaader, han derunder lagde for Dagen, bidrog ogsaa
til at skaffe ham Uvenner. Hans heftige Natur
og uforsigtige Skrivemaade paadrog ham ei alene
Uvillie fra forskjellige Hold, men ogsaa et Par
vidtløftige Processer. Disse Forviklinger maa vel
antages at have været den væsentligste Grund til,
at det ikke lykkedes ham at faa nogen af de
Prestekald, han søgte. For at skaffe sig et Levebrød
begyndte han at studere Medicin, men dette
opgav han igjen, da han 1836 fik Ansættelse som
Amanuensis ved Universitetsbibliotheket. Tre Aar
senere erholdt han en Pension paa 200 Daler
(800 Kr.) af Karl Johans private Kasse, hvilket
vakte Forargelse hos mange af hans Venner, hvoraf
flere, deriblandt L. K. Daa, vendte ham Ryggen
som den, der havde forraadt Friheden. Kort efter
udnævntes han til Bureauchef og Rigsarkivar. Han
havde i denne Tid, i Følelsen af, at han var „intet
andet end Digter“, mere og mere tabt Interessen
for Døgnets Politik, som han paa en Maade var
bleven hvirvlet ind i af Tidens Bevægelser. I
Trediveaarene begyndte en eiendommelig Gjæring
at bemægtige sig Gemytterne; man følte, at den
Frihed, som Grundloven gav Folket, endnu i
Virkeligheden kun stod paa Papiret. Bondestanden fik
Øinene op for den betydelige Magt, Forfatningen
havde skjænket den, og forlangte at faa sine
Rettigheder godkjendte. Wergeland greb med
Begeistring ind i Kampen for de nye Idéer og blev en
af dens vigtigste Foregangsmænd. Om man end
i denne Brydningstid, som er bleven kaldt
„Norskhedsperioden“, finder meget usundt og overspendt,
følger det dog af sig selv, at en saadan Brydning
maatte komme; Udviklingen førte den med sig.
De mest paatagelige Udskeielser af det nydannede
Oppositionsparti kom dog ikke fra Wergeland,
men skrev sig fra de Soelvoldske Agitationer,
som fornemmelig gik ud paa at opponere mod
Embedsstanden. At Wergeland, der ingenlunde
sympatiserede med den Soelvoldske „Statsborgers“
Skrivemaade, men ansaa Bladet for fremgaaet af
„en politisk Nødvendighed“, ved Leilighed skrev i
det og tilsidst (i 1835) endog overtog Redaktionen
af det, gav hans Modstandere rigt og velkomment
Stof. Han tog til Gjenmæle, som sædvanlig med
mere Heftighed end Sindighed, og Striden
mellem det nævnte Blad og „Den Konstitutionelle“,
som var den saakaldte høiere Dannelses Organ,
udartede ofte til ligefremt Skjænderi. Af
ugrundet Frygt for, at Nordmændenes Festligholdelse
af sin Frihedsdag indeholdt et Indgreb i Kongens
Magt, forbød Karl Johan den, og da Militæret
17de Mai 1829 paa Oberst Wedels Kommando
adsplittede Mængden paa Kristiania Torv (det
saakaldte „Torvslag“), blev Wergeland Fører for den
Del af Studenterne, som senere trodsede Forbudet.
Hin Misforstaaelse af Karl Johan bidrog ganske
vist sit til at drive Wergeland over i
„Statsborgerens“ Leir og til ved flere Leiligheder at give
hans Polemik en Skarphed, som selv hans Venner,
ialfald de mere sindige af dem, ikke kunde billige.
Bitterheden øgedes paa begge Sider og gav sig
paa en voldsom Maade Luft Aftenen 28de Januar
1838, da Wergelands Skuespil „Campbellerne“ for
anden Gang opførtes paa Kristiania Theater. Efter
den første Opførelse blev Stykket haanende kritiseret
af „Den Konstitutionelle“, og Forfatterens
Modstandere havde hin Aften foresat sig at pibe baade ham
og Stykket grundigt ud. Det spilledes tilende under
vedvarende Klappen og Piben, men ved Teppets
Fald brød Stormen for Alvor løs. Der blev et
formeligt Slagsmaal mellem de to Partier, og
Kampen fortsattes i Pressen et Fjerdingaar efter,
med Hensynsløshed fra begge Sider. Wergelands
Modstandere fradømte ham al Betydning som
Digter, han havde vel havt Anlæg til at blive
en saadan, men han havde selv forskjertset sine
Evner. Denne skaanselløse og uretfærdige Kritik,
som oprørte ham og ofte forledede ham til
overilede Ytringer, synes alligevel at have havt en
gavnlig Indflydelse paa hans senere Digtning.
Ialfald er det, han udgav efter at have trukket sig
tilbage fra Politiken („Jan van Huysoms
Blomsterstykke“, „Jøden“, „Jødinden“, „Den engelske
Lods“ m. fl.), rene Mesterverker baade hvad Sprog,
høi Aandsflugt og poetisk Velklang angaar. Det
dunkle og stødende i Formen, som karakteriserer
hans første Arbeider, og som gjør, at Meningen
ofte er vanskelig at finde, er forsvundet i disse
senere Digte, hvorhos de besidder en Tankefylde
og en Rigdom paa skjønne og tiltalende Billeder,
som stiller dem i første Række af al lyrisk Digtning.
Ogsaa paa andre Felter bevægede hans rastløse
Pen sig med Lethed; bl. a. laa Almueoplysningen
ham varmt paa Hjerte. Fra 1839 til sin Død
udgav han Bladet „For Arbeidsklassen“, hvori han
søgte at ophjelpe Arbeidsmandens baade legemlige
og aandelige Kaar. Han var idethele en „Folkets
Mand“ i dette Ords bedste Betydning, og faa Mænd
har været saa almindelig afholdte blandt Almuen
som han. Under sin journalistiske Virksomhed havde
han stadig for Øie, at det politiske Tyngdepunkt
laa hos Bondestanden, og at Bonden derfor maatte
opdrages til at varetage det Hverv, Grundloven
havde betroet ham. Og til dette Maal virkede
han med en Utrættelighed og Troskab som faa.
En af hans ihærdigste Bestræbelser gik ud paa at
faa udslettet af Grundloven den intolerante
Bestemmelse, som udelukkede Jøder fra Adgang til
Riget; i den Hensigt skrev han to af sine
skjønneste Digte, „Jøden“ og „Jødinden“, og at
Grundlovsbestemmelsen 1851 blev ophævet, skyldes
vistnok for en væsentlig Del Wergeland. Med hans
Modstandere kom det efterhaanden til Forsoning;
de lærte lidt efter lidt at kjende og skatte den
mægtige Digternatur og den trofaste og opofrende
Fædrelands- og Folkeven. Hans sidste Aar hengik
forholdsvis roligt. Han førte et hyggeligt
Husliv og var elsket og forstaaet af sin Hustru, med
hvem han var gift i 6 Aar. Til Karl Johan og
den øvrige Kongefamilie stod han i et venskabeligt
Forhold og modtog flere Beviser paa deres
Sympathi. I sit Hjem indrettede han sig paa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
