Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Zink - Zinkeisen, Johann Vilhelm - Zinkgref, Julius Vilhelm - Zinkografi - Zinkotypi - Zinnober - Zinzendorf, Nikolaus Ludvig, Grev von - Zion - Zirkel, Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oxydet bliver liggende udenpaa som et graat
Overtræk. De vigtigste Zinkmalme er kulsurt
Zinkoxyd (ædel Galmei), kiselsurt
Zinkoxyd (almindelig Galmei) og Zinkblende, som
bestaar af Zink og Svovl. Den meste Zink udvindes
i Øvre Schlesien; derhos er Metallet Gjenstand
for betydelig Grubedrift i flere Lande. I Kina
findes der ogsaa rige Zinkgruber, og det der
udvundne Produkt er renere end det europæiske, men
paa Grund af sidstnævntes betydelig billigere
Pris har det saagodtsom fortrængt kinesisk Zink
fra Verdensmarkedet. I Schlesien og Belgien
udvindes aarlig over en Million Centner.
Zinken anvendes til galvaniske Batterier, til
Fremstilling af Messing og andre Metallegeringer, til
Tagtækning, Forhudning af Skibe,
Husholdningsgjenstande (Spande osv.), Orgelpiber,
Galvanisering af Jern og Støbegods m. m. Til
Tilberedning og Opbevaring af Fødemidler kan Kar
af Zink ikke anvendes. — Norge indførte 1886
757,020 kg. Zink, deraf 30,740 Kg. raa og 726,280
kg. i Plader og Blokke, til en Værdi af ca.
230,000 Kr. — Zink danner forskjellige Forbindelser,
hvoraf flere har praktisk Betydning. Blandt de
vigtigste af disse Forbindelser hører Zinkoxyd,
et hvidt, løst Pulver, som fremstilles enten ved at
ophede Zink til Hvidglødhede, hvorved den
forbrænder (tør Vei) eller ogsaa ved at opløse
svovlsurt Zinkoxyd i Vand, fælde det med kulsurt Natron
og derpaa udvaske og gløde Bundfaldet (vaad Vei).
Efter den første Methode fabrikeres det i Mængde
og benyttes under Navnet Zinkhvidt til
Malerfarve, da det er hvidere og ikke saa giftigt som
Blyhvidt. Svovlsurt Zinkoxyd (Zinkvitriol)
fremstilles ved Opløsning af Zink i Svovlsyre
og anvendes i Medicinen, i Farverierne og til
Fremstilling af forskjellige andre Zinkforbindelser.
Saltsurt Zinkoxyd fremstilles ved
Opløsning af Zink i Saltsyre og anvendes i Medicinen
og som Konserveringsmiddel for Træ.
Zinkeisen, Johann Vilhelm, tysk Historiker,
f. 1803, d. 1863, overtog 1840 Redaktionen af
„Preussische Staatszeitung“, senere kaldet „Preuss.
Staatsanzeiger“, men fratraadte den igjen 1851
tilligemed den preussiske Statstjeneste. Af hans
historiske Arbeider bør nævnes „Geschichte des
Osmanischen Reichs in Europa“ (7 Bd.),
„Geschichte der griechischen Revolution“ (2 Bd.) og
„Der Jacobinerclub“.
Zinkgref, Julius Vilhelm, tysk Digter, f. 1591,
d. 1635, skrev bl. a. „Soldatenlob“ og „Der
Teutschen scharpfsinnige kluge Sprüch,
Apophthegmata genant“.
Zinkografi kaldes Anvendelsen af Zink
istedenfor Kobber-, Staal- og Stenplader til forskjellige
Manerer af Stikket og Lithografien eller til
Ætsning for Dyb- eller Høitryk. Den opfandtes 1804
af H. W. Eberhard.
Zinkotypi, Kemitypi (s. d.) eller
Zinkætsning har i den sidste Tid opnaaet en større
Fuldkommenhed og bliver nu hyppig anvendt
istedenfor Træsnit (se Xylografi).
Fremgangsmaaden er væsentlig følgende: Paa en blankpoleret
Zinkplade udføres Tegningen enten direkte med
lithografisk Kridt eller Tusk eller paa præpareret
Papir, fra hvilket den overføres paa Zinkpladen,
hvorefter den indstøves med Talk eller finstødt
Harpix, for at den skal modstaa Syren. Ogsaa
Farve benyttes i dette Øiemed. Ved Ætsningen
angribes da kun Zinken, hvorved Tegningen bliver
staaende ophøiet, og gjengives nøiagtigt.
Sædvanlig anvendes fortyndet Salpetersyre. Zinkotypi
er især anvendelig til Karter til Trykning i
Bogtrykkerpresse.
Zinnober, se Cinnober.
Zinzendorf, Nikolaus Ludvig, Grev von,
Brødremenighedens Stifter, f. i Dresden 1700, d. i
Herrnhut 1760, blev, da hans Fader døde i hans
Barndom, tagen i Huset hos sin Bedstemoder, en
lærd og kristeligsindet Kvinde. 1710 kom han i
Franckes Stiftelser i Halle, hvor hans af
Naturen sværmerske Gemyt paavirkedes stærkt af den
der herskende strenge Religiøsitet. 1716 gik han
til Universitetet i Wittenberg, hvor han studerede
i to Aar, foretog derpaa en Reise i Holland,
Frankrige og Schweiz og blev 1721 sachsisk
Hofraad, hvilket Embede han imidlertid fratraadte
1727. 1722 grundede han paa sit Gods
Berthelsdorf Kolonien Herrnhut, hvor han gav nogle
for sin Tros Skyld forfulgte bøhmiske og mæhriske
Brødre (s. d.) et Tilflugtssted. Han foresatte sig
nu ved at omforme den ældre bøhmiske
Brødrekirke at stifte en egen kirkelig Menighed for levende
praktisk Kristendom, traadte ind i den geistlige
Stand og lod sig vie til Biskop og blev snart
Sjelen i det nye Samfund. En stor Del af sin
Tid tilbragte han paa Missionsreiser, udsat for
Forfølgelse, Savn og Anstrengelser, og besøgte de
forskjelligste Lande, deriblandt ogsaa Vestindien og
Nordamerika, hvor han søgte at omvende
Indianerne til Kristendommen. 1736 blev han paa
Grund af sine „Konventikler og farlige Principer,
hvorved den offentlige Gudstjeneste blev foragtet“,
forvist fra Sachsen, men 12 Aar senere blev
Forvisningsdekretet tilbagekaldt. Hans
Forfattervirksomhed var betydelig, idet han skrev over 100
Bøger; disse røber i Regelen megen Aand og
grundigt Studium, men Sproget er ubehjelpeligt
og lider ofte af smagløse og anstødelige Udtryk.
Af hans Salmer findes flere vakre og poetiske,
men en stor Del af dem er saagodtsom uden Værd.
Se forøvr. Art. Brødremenigheden.
Zion, Zions Bjerg, en Høi i Jerusalem, paa
hvilken Byens sydvestlige Del var bygget. Den
kaldtes ogsaa den øvre Stad eller kun Staden,
og paa den laa Davids Borg og Yppersteprestens
Palads (Sal. 48, 3). Nu hører kun den nordre
Halvdel af Høien til Byen, saa at Stadsmuren
gaar tversover den. Zion (og Zions Datter)
bruges i Bibelen sædvanlig i videre Betydning
for hele Jerusalem (Es. 1, 8; Matth. 21, 5). I
billedlig Forstand betyder Zion den kristne Kirke,
Guds Menighed.
Zirkel, Ferdinand, tysk Mineralog og Geolog,
f. 1838, blev 1863 Professor i Lemberg og 1870 i
Leipzig, hvor han tillige blev Direktør ved det
mineralogiske Muséum. Han har foretaget
vidtløftige videnskabelige Reiser til Island, Frankrige,
Pyrenæerne, Italien, Skotland og Nordamerika.
Af hans Skrifter kan nævnes „Lehrbuch der
Petrographie“, „Untersuchungen über die mikroskopische
Zusammensetzung und Structur der Basaltgesteine“
og „Die mikroskopische Beschaffenheit der Mineralien
und Gesteine“. Zirkel er Grundlægger af den
mikroskopiske Methode ved Bergarternes Undersøgelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
