Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinje, Aasmund Olafsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 Vinje
samtalar, det kan Ingen her. Det gneistar som af ei Elektrisermaskine».
Ja, det var Dagar.» (Dølen VII. No. 15, 11 Juli 1869). Fra Midten
af 50-Aarene kom han ogsaa til Stadighed hos Proprietær John Brandt
paa Haugerud i Vestre Aker, hvor han i mange Aar havde næsten som
et andet Hjem. 1852—57 omgikkes han meget Ole Vig, hvis Bestræ
belser for Skriftsprogets Fornorskning vakte hans levende Sympathi. Han
begyndte snart og i stadig stigende Grad at tilsætte sine Vers og sin
Prosa med en xVlængde særnorske Ord og Vendinger, ja endog at give
Ordene mange af Dølesprogets Bøjningsformer, og i 1853 forsøgte han
sig med en Salme helt ud paa sin Hjembygds Maalføre med Skrivemaade
efter Landstads nyudkomne Folkeviser. «Ligesom Hjorten skriger efter
Vand, 3aale6e3 længedes hans Sjæl efter et nyt nationalt Sprog», siger
hans første Biograf (P. Botten-Hansen i 111. Nyhedsbl. 1863). «Men
Oldnorsk havde han ikke lært, og kunde da, trods sit Kjendskab til en
af vore bedste Dialekter, umulig give sig til at skrive det af Ivar Aasen
opstillede Landsmaal. Under denne sin sproglige Vaande kastede Vinje
sig, med den for hans Alder uforlignelige Energi i Studeringer, over
vort Oldsprog». Efter sin Embedsexamen begyndte han at høre Fore
læsninger over Oldnorsk hos R. Keyser, samtidig med at han paanyt gav
sig i Færd med filosofiske og naturvidenskabelige Studier; han drøftede
Sprogspørgsmaalet indgaaende mcd I. Aasen, og i Oktober 1858 frem
traadte han for Almenheden som Landsmaalsskribent med sit Ugeblad
«Dølen». «Eg vilde», skrev han nu, «at mine Visur og mi Skriving i
vaart Lokmaal skulde verda gløymde so snart som mogelegt, for at ingen,
uin han vil6e minnast paa meg, skal kunna segja, at ogso eg var med
til at farga vaart blodlause Bokmaal med mine Bilæti, og soleides var
med til at halda Liv i det, som etter mi Meining maa døy». (Dølen
11. No. 34, 9 Decdr. 1860). «Fullnorsk» turde kan dog ikke strax mcd
én Gang være i sit Sprog, han vovede sig ikke til «at draga ut alle
Stemmer paa dette Orgel og spila med fullt Verk», kan vilde for det
første «prøva paa med eit Maal, som ligg midt imillom det norske og
danske.» Sprogformerne kom siden til at skifte ikke saa lidet, men
altid vedblev «Dølen» at være det fuldgyldige Udtryk for Vinjes aande
lige Liv, og fra nu af til sin Død var kan selv «Dølen» personificeret,
kan levede for den, — om kan end ikke kunde leve af den. Han blev
hjulpet med Skrivningen i «Dølen» af Ivar Aasen og især af unge Stu
denter, men maatte dog selv gjøre det meste Arbeide, og det var ikke
frit for, at han ofte blev træt af «all denne endelause Skrivning». Efter
to Aars Forløb opgav han derfor foreløbig «Dølen» ; han havde da, efter
Kva6 han forteller, «tapat fleire hundrad Daler», — et Tab, som Over
lærer K. Knudsen og Ingeniørkaptejn J. B. Klingenberg hjalp ham med
at bære. Han mente ogsaa, at dette hans Bladarbejde havde hindret
ham i at faa de juridiske Poster, kan Kav6e søgt, — det lykkedes ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>