Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Første stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
mit eget væsen gåt over i disse sko, de virket på mig som en
ånde mot mit jeg, en pustende del av mig selv ....
Jeg sat og fablet med disse fornemmelser en lang stund, kan-
ske en hel time. En liten gammel mand kom og optok den
andre enden av min bænk; idet han satte sig pustet han tungt
ut efter gangen og sa:
Ja ja ja ja ja ja ja ja ja ja, san!
Så snart jeg hørte hans stemme var det som en vind feiet
gjennem mit hode, jeg lot sko være sko og det forekom mig
allerede at den forvirrede sindsstemning jeg just hadde ople-
vet skrev sig fra en længst svunden tid, kanske et år eller to
tilbake, og var så småt i færd med å utviskes av min erind-
ring. Jeg satte mig til å se på den gamle.
Hvad angik han mig, denne lille mand? Intet, ikke det
ringeste! Bare at han holdt en avis i hånden, et gammelt
numer med avertissementssiden ut og hvori det syntes å ligge
en eller anden ting indpakket. Jeg blev nysgjærrig og kunde
ikke få mine øine bort fra den avis; jeg fik den vanvittige
idé at det kunde være en mærkelig avis, enestående i sit slags;
min nysgjærrighet steg og jeg begyndte å flytte mig frem og
tilbake på bænken. Det kunde være dokumenter, farlige akt-
stykker stjålet fra et arkiv. Og det foresvævet mig noget om
en hemmelig traktat, en sammensværgelse.
Manden sat stille og tænkte. Hvorfor bar han ikke sin avis
som ethvert andet menneske bar ’en avis, med titlen ut? Hvad
var det for slags underfundigheter? Han så ikke ut til å ville
slippe sin pakke av hånden, ikke for alt i verden, han torde
kanske ikke engang betro den til sin egen lomme. Jeg kunde dø
på at det stak noget under med pakken.
Jeg så ut i luften. Netop det at det var så umulig å trænge
ind i denne mystiske sak gjorde mig forstyrret av nysgjærrig-
het. Jeg lette i mine lommer efter noget å gi manden for å
komme i samtale med ham og jeg fik fat i min barberbok,
men gjæmte den igjen. Pludselig fik jeg i sinde å være ytterst
fræk, jeg klappet mig på min tomme brystlomme og sa:
Tør jeg by Dem en cigaret?
Tak, manden røkte ikke, han hadde måttet høre op for å
spare sine øine, han var næsten blind. Takker forresten så
meget!
Om det var længe siden hans øine tok skade? Så kunde han
kanske ikke læse heller? Ikke engang aviser?
Ikke engang aviser, desværre!
Manden så på mig. De syke øine hadde hver sin hinde som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
