Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Første stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
kunde late følge med, men fandt ingen. Når jeg bare kunde
by ham mit slips? Jeg kunde godt undvære det når jeg knap-
pet frakken tæt til, hvad jeg allikevel måtte gjøre da jeg ikke
hadde nogen vest mere. Jeg løste op mit slips, en stor dæk-
sløife som skjulte mit halve bryst, pusset det omhyggelig av og
pakket det ind i et hvitt stykke skrivpapir sammen med bar-
berboken, så forlot jeg kirkegården og gik ned til Oplandske.
Klokken var syv på rådstuen. Jeg bevæget mig i nærheten
av kaféen, puslet op og ned langs jærnstakittet og holdt skarpt
utkik med alle som kom og gik i døren. Endelig ved ottetiden
så jeg den unge mand frisk og elegant komme opover bakken
og skrå ind mot kafédøren. Mit hjærte grasserte som en liten
fugl i mit bryst da jeg fik øie på ham og jeg buset på uten
å hilse.
En halv krone, gamle ven! sa jeg og gjorde mig fræk; her —
her har De valuta. — Og jeg stak den lille pakken i hans hånd.
Har ikke! sa han, nei ved Gud om jeg har! — Og han
vrængte sin pengepung like for mine øine. — Jeg var ute igår-
aftes og blev blank; De skal tro mig, jeg eier det ikke.
Neinei kjære det er vel så! svarte jeg og trodde ham på
hans ord. Det var jo ingen grund for ham til å lyve i en så
liten sak; det forekom mig også at hans blå øine stod næsten
fugtige da han undersøkte sine lommer og ikke fandt noget.
Jeg trak mig tilbake. Undskyld da! sa jeg; det var bare en liten
knipe jeg stod i.
Jeg var allerede et stykke nede i gaten da han ropte efter
mig om pakken.
Behold den, behold den! svarte jeg; den er Dem vel undt!
Det er bare et par småting, en bagatel — omtrent alt jeg eier
på jorden. — Og jeg blev rørt over mine egne ord, de lød så
trøstesløse i den tusmørke aften og jeg stak i å gråte ....
Vinden frisknet på, skyerne jog rasende fremover på him-
len og det blev kjøligere og kjøligere efterhvert som det mørk-
net. Jeg gik og gråt hele gaten nedover, følte mere og mere
medynk med mig selv og gjentok gang på gang et par ord,
et utrop som atter drev tårerne frem når de vilde stanse:
Herregud, jeg har det så ondt! Herregud, jeg har det så ondt!
Det gik en times tid, gik så uendelig langsomt og trægt. Jeg
holdt mig en tidlang i Torvgaten, sat på trapperne, smuttet
ind i portrummene når nogen kom forbi, stod og stirret tanke-
løst ind i de oplyste småboder hvor folk vimset om med varer
og penger, tilsist fandt jeg mig en lun plass bak en bordstabel
mellem kirken og basarerne.
Nei jeg kunde ikke komme ut i skogen i kvæld, det fikk gå
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
