Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Andet stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
og som forekom min lidende hjærne det bedste jeg hadde
gjort. Jeg tok mit manuskript op av lommen, holdt det ind
til øinene for å se og gjennemløp den ene siden efter den
andre. Tilsist blev jeg træt og stak papirerne i lommen. Alting
var stille; sjøen lå som et blåt perlemor henover og små-
fuglene fløi tause forbi mig fra sted til sted. En politikonstabel
patruljerer et stykke borte, ellers ses ikke et menneske og hele
havnen ligger tyst.
Jeg tæller igjen mine penger; en halv pennekniv, et nøkkel-
knippe, men ikke en øre. Pludselig griper jeg ned i min lomme
og trækker atter papirerne op. Det var en mekanisk akt, en ube-
visst nervetrækning. Jeg utsøker mig et hvitt ubeskrevet blad og
— Gud vet hvor jeg fik idéen fra — jeg laget et kræmmerhus,
lukket det varlig så det så ut som fuldt, og kastet det langt
bortover brostenene; av vinden førtes det endnu litt længer,
så blev det liggende.
Nu hadde sulten begyndt å angripe mig. Jeg sat og så på
dette hvite kræmmerhus som likesom svulmet av blanke sølv-
penger og hidset mig selv til å tro at det virkelig indeholdt
noget. Ganske høit sat jeg og lokket mig til å gjætte summen
— hvis jeg gjættet rigtig var den min! Jeg forestillet mig de
små, nydelige tiøringer i bunden og de fete, riflede kroner
ovenpå — et helt kræmmerhus fuldt av penger! Jeg sat og så
på det med opspilte øine og hælet mig selv til å gå og
stjæle det.
Så hører jeg konstablen hoste — og hvordan kunde jeg falde
på å gjøre netop det samme? Jeg reiser mig op fra bænken
og hoster og gjentar det tre ganger for at han skal høre det.
Hvor vilde han ikke kaste sig over kræmmerhuset når han
kom! Jeg sat og glædet mig over dette puss, gnidde mig hen-
rykt i hænderne og bandte storslagent hen i hyt og veir. Om
han ikke skulde få en lang næse, den hund! Om han ikke
vilde synke ned i helvedes heteste pøl og pine for den kjælt-
ringsstrek! Jeg var blitt drukken av sult, min hunger hadde
beruset mig.
Et par minutter efter kommer konstablen klappende med
sine jærnhæler i brostenene, speidende til alle sider. Han gir
sig god tid, han har hele natten for sig; han ser ikke kræm-
merhuset — ikke før han er det ganske nær. Da stanser han og
betragter det. Det ser så hvitt og værdifuldt ut der det ligger,
kanske en liten sum, hvad? en liten sum sølvpenger?.... Og
han tar det op. Hm! det er let, det er meget let. Kanske en
kostelig fjær, hattepynt.... Og han åpner det varsomt med
sine store hænder og kikker ind. Jeg lo, lo og banket mig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
