Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Andet stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
piker leker og ler, ind i en anden sal hvor alt er av lysende
smaragd. Solen skinner herinde, i gallerier og ganger går hen-
dragende kor av musik, strømme av duft slår mig imøte. Jeg
holder hendes hånd i min og jeg føler i mit blod forhekselsens
vilde deilighet fare; jeg lægger min arm om hende og hun
hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den
røde sal hvor alt er rubin, en frådende herlighet hvori jeg
| synker om. Da føler jeg hendes armer om mig, hun ånder i
mit ansigt, hvisker: Velkommen, elskede! Kys mig! Mere....
I mere....
Jeg ser fra min bænk stjærner for mine øine og min tanke
stryker ind i en orkan av lys....
Jeg var faldt i søvn der jeg lå og blev vækket av konstablen.
Der sat jeg ubarmhjærtigen kaldt tilbake til livet og elendig-
heten. Min første følelse var en stupid forbauselse over å finde
mig selv ute under åpen himmel, men snart avløstes denne av
et bittert mismot; jeg var like på nippet til å gråte av sorg
over endnu å være ilive. Det hadde regnet mens jeg sov, mine
klær var ganske gjennemvåte og jeg følte en rå kulde i mine
lemmer. Mørket var blit end tættere, det var med nød jeg
kunde skimte konstablens ansigtstræk foran mig.
Såh, sa han, stå nu op!
Jeg reiste mig straks; om han hadde befalet mig å lægge
mig ned igjen hadde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt
og ganske uden kraft, dertil kom at jeg næsten øieblikkelig
begyndte å føle sulten igjen.
Vent litt da, tosken! ropte konstablen efter mig, Di går jo
fra Demses hat. Såh, gå nu!
Jeg syntes nok også det var noget jeg likesom — likesom
hadde glemt, stammet jeg fraværende. Tak. Godnat.
Og jeg sjanglet avsted.
Den som nu hadde sig litt brød å ta till Et slikt deilig lite
rugbrød som man kunde bite over mens man gik i gaterne.
Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige sort rugbrød som
det skulde være godt å få. Jeg sultet bitterlig, ønsket mig død
og borte, blev sentimental og gråt. Det blev aldrig ende på
min elendighet! Så med en gang stanset jeg op på gaten,
stampet i brostenene og bandte høit. Hvad var det han hadde
kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den konstabel hvad det vil
si å kalde mig tosken! Dermed vendte jeg om og løp tilbake.
Jeg følte mig blussende het av sinne. Nede i gaten snublet jeg
og faldt, men jeg ænset det ikke, sprang op igjen og løp. Nede
ved Jærnbanetorvet var jeg imidlertid blit så træt at jeg ikke
følte mig istand til å fortsætte helt ned til bryggen; mit sinne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
