Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Andet stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
meget over at jeg ikke hadde fåt leilighet til å fuldbyrde denne
brøde som vilde ha flækket de siste timer jeg levet.
Og atter vandret jeg ut i byen.
Jeg slog mig påny ned på en bænk ved Vor Frelsers kirke,
duset sammen med hodet på brystet, slap efter den siste op-
hidselse, syk og forkommen av sult. Og tiden gik.
Jeg fik sitte også denne time ut; det var litt lysere ute end
inde i hus; det forekom mig desuten at det arbeidet ikke fuldt
så galt i brystet ute i fri luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.
Og jeg duset og tænkte og led ganske hårdt. Jeg hadde fun-
det mig en liten sten som jeg pusset av og stak i munden for
å ha noget å gumle på; ellers rørte jeg mig ikke og flyttet ikke
engang øinene. Mennesker kom og gik, vognrammel, hovtramp
og passiar fyldte luften.
Men jeg kunde jo forsøke med knapperne? Det nyttet natur-
ligvis ikke og desuten var jeg så temmelig syk. Men når jeg
ret betænkte mig så skulde jeg jo egentlig i retning av «Onkel»
— min egentlige «Onkel» — når jeg gik hjem?
Endelig reiste jeg mig og drog mig sent og tuslet bortefter
gaterne. Det begyndte å brænde over mine øienbryn, det trak
op til feber og jeg skyndte mig alt jeg vandt. Atter kom jeg
forbi bakerbutiken hvor brødet lå. Så, nu stanser vi ikke her,
sa jeg med tilgjort bestemthed. Men om jeg nu gik ind og bad
om en bit brød? Det var en streiftanke, et glimt. Fy! hvisket
jeg og rystet på hodet. Og jeg gik videre fuld av ironi over
mig selv. Jeg visste jo godt at det ikke nyttet å komme med
bønner i den butik.
I Repslagergangen stod et par elskende og hvisket inde i en
port; litt længer borte stak en pike hodet ut av vinduet. Jeg
gik så sagte og betænksomt, jeg så ut til å grunde på noget
av hvert — og piken kom ut på gaten.
Hvordan er det med dig da, gammeln? Hvad for noget, er
du syk? Nei Gud hjælpe mig for et ansigt! Og piken trak sig
skyndsomt tilbake.
Jeg stanset med en gang. Hvad var i veien med mit ansigt?
Var jeg virkelig begyndt å dø? Jeg følte med hånden opover
kinderne: mager, naturligvis var jeg mager; kinderne stod som
to skåler med bunden ind; men Herregud! Og jeg ruslet
atter ivei.
Men jeg stanset igjen. Jeg måtte være rent ubegripelig ma-
ger. Og øinene var på vei ind gjennem hodet. Hvordan så
jeg egentlig ut? Det var nu som hete fan også at man måtte
la sig levende vanskape av bare sult! Jeg følte raseriet endnu
en gang, dets siste opblussing, en senetrækning. Hjælpe os for
5 — Hamsun: I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
