Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
Det var allerede tredje aften jeg hadde set hende der, altid
på selvsamme sted; såsnart jeg var kommet hende forbi ven-
der hun sig langsomt om og går nedover gaten, bort fra mig.
Min nervøse hjærne skjøt følehorn ut og jeg fik straks den
urimelige anelse at det var mig hendes besøk gjaldt. Jeg var
tilsist næsten i begrep med å tiltale hende, spørre hende om
hun søkte efter nogen, om hun trængte min hjælp til noget,
om jeg måtte følge hende hjem, så dårlig antrukken som jeg
desværre var, beskytte hende i de mørke gater; men jeg hadde
en ubestemt frygt for at det kanske vilde komme til å koste
noget, et glas vin, en kjøretur, og jeg hadde slet ingen penger
mere; mine trøstesløst tomme lommer virket altfor nedslående
på mig og jeg hadde ikke engang mot til å se litt under-
søkende på hende når jeg gik hende forbi. Sulten var igjen
begyndt å husere med mig, jeg hadde ikke hat mat siden
igåraftes; det var vistnok ikke nogen lang tid, jeg hadde ofte
kunnet holde ut i flere dager, men jeg var begyndt å ta be-
tænkelig av, jeg kunde slet ikke sulte så godt som før, en eneste
dag kunde nu næsten gjøre mig fortumlet og jeg led av idelige
opkastelser såsnart jeg drak vand. Dertil kom at jeg lå og
frøs om nætterne, lå i fulde klær, som jeg stod og gik om
dagen, og blåfrøs, iset ned hver kvæld under kuldegysninger
og stivnet til under søvnen. Det gamle tæppe kunde ikke holde
trækvinden ute og jeg våknet om morgningen av at jeg var
blit tæt i næsen av den ramme rimluft som trængte ind til
mig utenfra.
Jeg går bortover gaterne og tænker på hvorledes jeg skulde
bære mig ad med å holde mig oppe til jeg fik min næste ar-
tikel færdig. Hadde jeg bare et lys vilde jeg forsøke å kile på
utover natten; det vilde ta et par timer hvis jeg først kom
rigtig i ånde; imorgen kunde jeg så atter henvende mig til
«Kommandøren».
Jeg går uten videre ind i Oplandske og søker efter min unge
bekjendt fra banken for å skaffe mig ti øre til et lys. Man
lot mig uhindret passere alle værelser; jeg gik forbi et dusin
borde hvor passiarende gjæster sat og spiste og drak, jeg trængte
like ind i bunden av kaféen, ind i Röda Rummet, uten å finde
min mand. Flau og ærgerlig drog jeg mig igjen ut på gaten
og gav mig til å gå i retning av Slottet.
Var det nu ikke også som hete, levende, evige fan at det
aldrig vilde ta nogen ende med mine gjenvordigheter! Med
lange, rasende skridt, med frakkekraven brutalt brettet op i
nakken og med hænderne knyttet i bukselommerne gik jeg
og skjældte ut min ulykkelige stjærne hele veien. Ikke en rigtig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
