Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
gjærrige blikke og påvirkes av dem. Nei måtte jeg be om dyr
som ikke visste at man beskuet dem, de sky væsener som pusler
i sit hi, ligger med dorske grønne øine, slikker sine klør og
tænker. Hvad?
Ja det hadde jeg visst ret i.
Det var dyret i al sin sære forfærdelighet og sære vildhet
som det var noget ved. De lydløse, listende skridt i nattens
mulm og mørke, skogens sus og uhygge, skrikene fra en forbi-
farende fugl, vinden, blodlukten, bulderet oppe i rummet,
kortsagt vilddyrrikets ånd over vilddyret....
Men jeg var rædd for at dette trættet hende og følelsen av
min store armod grep mig påny og knuget mig sammen. Om
jeg nu bare hadde været så nogenlunde godt antrukken kunde
jeg ha glædet hende med den tur i tivoli! Jeg begrep ikke
dette menneske som kunde finde nogen fornøielse i å la sig
ledsake opover hele Karl Johan av en halvnaken stodder. Hvad
i Guds navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skapte
mig til og smilte idiotisk av ingen ting? Hadde jeg også nogen
rimelig årsak til å la mig plage ut av denne fine silkefugl
til så lang en tur? Kostet det mig kanske ikke anstrængelse?
Følte jeg ikke dødens isnen like ind i mit hjærte bare ved det
sagteste vindstøt som blåste mot os? Og støiet ikke allerede
vanviddet i min hjærne bare av mangel på mat i mange må-
neder i træk? Hun hindret mig endog fra å gå hjem og få
mig litt mælk på tungen, en ny skefuld mælk som jeg kanske
kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke ryggen og
lot mig gå pokker ivold....
Jeg blev fortvilet; min håpløshet bragte mig til det ytterste
og jeg sa:
De burde i grunden ikke gå sammen med mig, frøken; jeg
prostituerer Dem midt for alle folks øine bare ved min dragt.
Ja det er virkelig sandt; jeg mener det.
Hun studser. Hun ser hurtig op på mig og tier. Derpå
sier hun:
Herregud også! Mere sier hun ikke.
Hvad mener De med det? spurte jeg.
Uf nei, si ikke slikt .... Nu har vi ikke så langt igjen. Og
hun gik litt hurtigere til.
Vi dreiet op Universitetsgaten og så allerede lykterne på St.
Olavs plass. Da gik hun langsommere igjen.
Jeg vil ikke være indiskret, sier jeg, men vil De ikke si mig
Deres navn før vi skilles? Og vil De ikke bare for et øieblik
ta sløret bort så jeg får se Dem? Jeg skulde være så tak-
nemmelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
