Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
jeg hadde båret mig utmærket ad. Gudskelov, pengene var
nu ute av mine hænder.
Fuld og nervøs gik jeg henover gaten og akslet mit skind.
Glæden over å kunne gå Ylajali ren og ærlig imøte og se
hende ind i ansigtet løp ganske av med mig i min fuldskap;
jeg hadde ingen smærter mere, mit hode var klart og tomt, det
var som det skulde være et hode av idel lys som stod og skinnet
på mine aksler. Jeg fik lyst til å gjøre skøierstreker, begå
forbausende ting, sætte byen på ende og støie. Opover hele
Grænsen opførte jeg mig som en vanvittig mand; det suset
let for mine ører og i min hjærne var rusen i fuld gang. Be-
geistret av dumdristighet fik jeg i sinde å gå hen og opgi min
alder for et bybud som forresten ikke hadde talt et ord, ta
ham i hånden, se ham indtrængende ind i ansigtet og forlate
ham igjen uten nogen forklaring. Jeg skjælnet nuancerne i de
forbigåendes røster og latter, iagttok nogen småfugler som
hoppet foran mig i gaten, gav mig til å studere brostenenes
uttryk og fandt allehånde tegn og underlige figurer i dem.
Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplass.
Jeg står pludselig stille og stirrer ned på droscherne. Kuskene
vandrer samtalende omkring, hestene står og luter forover mot
det stygge veir. Kom! sa jeg og puffet til mig selv med albuen.
Jeg gik hurtig bort til den første vogn og steg op. Ullevålsveien
numer 371 ropte jeg. Og vi rullet avsted.
Underveis begynte kusken å se sig tilbake, lægge sig ned
og kikke ind i vognen hvor jeg sat under oljelærredet. Var han
blit mistænksom? Det var ingen tvil om at min usle påklæd-
ning hadde gjort ham opmærksom.
Det er en mand jeg skal træffel ropte jeg til ham for å
komme ham i forkjøpet, og jeg forklarte ham indstændig at jeg
absolut måtte træffe denne mand.
Vi stanser utenfor 37, jeg hopper ut, springer opover trap-
perne, helt op til tredje etage, griper en klokkestræng og ryk-
ker til; bjælden gjorde seks, syv forfærdelige slag indenfor.
En pike kommer og lukker op; jeg lægger mærke til at hun
har gulddobber i ørene og sorte lastingsknapper i det grå
kjoleliv. Hun ser forfærdet på mig.
Jeg spør efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg så måtte
si, en uldhandler, kortsagt, han var ikke til å ta feil av ....
Piken ryster på hodet.
Bor ingen Kierulf her, sier hun.
Hun stirrer på mig, tar i døren færdig til å trække sig til-
bake. Hun gjorde sig ingen anstrængelse for å finde manden;
hun så virkelig ut til å kjende den person jeg spurte efter når
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
