Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
gråte av hjælpeløshet og gnaget som en besat; jeg gråt så benet
blev vått og skittent av tårer, kastet op, bandte og gnaget igjen,
gråt som hjærtet skulde briste og kastet atter op. Og jeg svor
med høi røst alle verdens magter ned i pinen.
Stille. Ikke et menneske omkring, intet lys, ingen støi. Jeg
er i det voldsomste sindsoprør, jeg puster tungt og høilydt og
gråter tænderskjærende for hver gang jeg må levere disse kjøt-
smuler som kanske kunde mætte mig noget. Da det slet ikke
hjælper hvormeget jeg end forsøker slynger jeg benet mot por-
| ten fuld av det avmægtigste hat, henrykt av raseri, roper og
truer voldsomt op mot himlen, skriker Guds navn hæst og
indætt og krummer mine fingrer som klør.... Jeg sier dig, du
himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til så
skulde jeg bande dig slik at din himmel skulde dirre av hel-
vedes ild. Jeg sier dig, jeg har bydd dig min tjeneste og du
har avvist den, du har støtt mig bort og jeg vender dig for
evig ryggen fordi du ikke kjendte din besøkelsestid. Jeg sier
dig, jeg vet at jeg skal dø og jeg håner dig dog, du himmelske
Apis, med døden for tænderne. Du har brukt magt mot mig
og du vet ikke at jeg aldrig bøier mig i motgang. Burae du
ikke vite det? Dannet du mit hjærte i søvne? Jeg sier dig, hele
mit liv og hver blodsdråpe i mig glæder sig over å håne dig
og bespytte din nåde. Jeg vil fra denne stund forsake alle dine
gjærninger og alt dit væsen, jeg vil forbande min tanke om
den tænker på dig igjen og rive mine læber av om de atter
nævner dit navn. Jeg sier dig hvis du er til det siste ord i livet
og i døden, jeg sier dig farvel. Og så tier jeg og vender dig
ryggen og går min vei....
Stille.
Jeg dirrer av ophidselse og forkommenhet, står der på samme
sted, endnu hviskende eder og skjældsord frem, hikstende efter
den hæftige gråt, knækket og slap efter det vanvittige vredes-
utbrudd. Ak det var bare boksprog og litteratur som jeg prøvet
å få godt til endda midt i min elendighet, det blev tale. Jeg
står der kanske en halv time og hikster og hvisker og holder
mig fast til porten. Så hører jeg røster, en samtale mellem to
mænd som kommer gående ind gjennem Smedgangen. Jeg
slænger bort fra porten, drar mig frem efter husvæggene og
kommer atter ut på de lyse gater. Idet jeg tusler nedover
Youngsbakken begynder min hjærne pludselig å virke i en
høist mærkelig retning. Det falder mig ind at de elendige røn-
ner nede i kanten av Torvet, materialboderne og de gamle
buler med brukte klær dog var en skjændsel for stedet. De ødela
hele Torvets utseende, plettet byen, fy, ned med skramlet! Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
