Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Fjerde stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
det kanske ikke engang; kanske sat han og sov; Gud vet om
han ikke endogså var død. Det skulde ikke undre mig om han
sat og var død. Og jeg gjorde mig ingen samvittighet av det.
Jeg tok atter mine papirer op og vilde vise alle uvedkom-
mende indtryk tilbake. Jeg var stanset midt i en sætning i
dommerens tale: Så byder mig Gud og loven, så byder mig
mine vise mænds råd, så byder mig og min egen samvittig-
| het .... Jeg så ut av vinduet for å tænke efter hvad hans
samvittighet skulde byde ham. En liten støi trængte ut til mig
. fra stuen indenfor. Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; oldin-
gen var desuten død, døde kanske imorges ved fire tiden; det
var mig altså inderlig knusende likegyldig med den støi; hvor-
for fan sat jeg da og gjorde mig mine tanker om den? Rolig nul!
Så byder mig og min egen samvittighet....
Men alt hadde forsvoret sig imot mig. Manden stod slet ikke
ganske rolig der ved nøkkelhullet, jeg hørte nu og da hans
indeklemte latter og så at han rystet; ute på gaten foregik det
også noget som adspredte mig. En liten gut sat og puslet for
sig selv i solen over på det andre fortauget; han anet fred og
ingen fare, knyttet bare endel papirstrimler sammen og gjorde
ingen fortræd. Pludselig springer han op og bander; han rykker
baklængs ut i gaten og får øie på en mand, en voksen mand
med rødt skjæg, som lå utav et åpent vindu i anden etage og
spyttet ned i hans hode. Den lille gråt av sinne og bandte
vanmægtig op mot vinduet og manden lo ham ned i ansigtet;
det gik kanske fem minutter på den måten. Jeg vendte mig
bort for ikke å se guttens gråt.
Så byder mig og min egen samvittighet at....
Det var mig umulig å komme længer. Tilsist begyndte alt
å rable for mig; jeg syntes at endog det jeg allerede hadde
skrevet var ubrukelig, ja at hele ideen var noget farlig tøv.
Man kunde slet ikke tale om samvittighet i middelalderen,
samvittigheten blev først opfundet av danselærer Shakespeare,
følgelig var min hele tale urigtig. Var det altså intet godt i
disse blade? Jeg løp dem igjennem påny og løste straks mine
tvil; jeg fant storartede steder, rigtig lange stykker av stor
mærkværdighet. Og det jog mig atter gjennem mit bryst den
berusende trang til å ta fat igjen og få mit drama færdig.
Jeg reiste mig og gik til døren uten å agte på værtens
rasende tegn til mig om å fare stille frem. Jeg gik bestemt
og fast i sind ut av forstuen, opover trapperne til anden etage
og trådte ind i mit gamle værelse. Styrmanden var der jo ikke,
og hvad var det så iveien for at jeg kunde sitte her et øieblik?
Jeg skulde ikke røre nogen av hans saker, jeg skulde slet ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
