Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
Noget slemt for mig altså. Lat os høre. Et mord for eksempel?
Ja da. Jeg kunde myrde en eskimo og flå skindet av ham til
en brevmappe for Dem.
Ser Del Men nu frøken Andresen, hvad kunde De gjøre for
hende? Noget uhørt godt?
Ja det kunde jeg kanske, jeg vet ikke. Apropos, dette med
eskimoen har jeg set et sted. De må ikke tro at det er min egen
opfindelse.
Pause.
Dere er nogen vidunderlige snille mennesker, sa han så. Dere
vil hele tiden at jeg skal få gjøre mig gjældende og snakke mit
lille snak foran alle andre. Bare fordi jeg er fremmed.
Adjunkten lurte sig til å se på klokken.
Så meget De vet det, sa fruen, De får ikke gå før min mand
kommer tilbake. Strængelig forbudt. Find på hvad De vil, men
De får ikke gå.
Så kom det kaffe og selskapet blev straks livligere. Sakføreren
som hadde sittet og disputeret med den unge student sprang op,
let som en fjær den tykke mand, og slog henrykt hænderne
sammen; selv studenten gnidde sine fingrer og gik bort til pia-
noet hvor han slog an et par akkorder.
Å ja, ropte værtinden, hvorledes kunde vi glemme at De spil-
ler. Nu må De fortsætte, jo, endelig!
Og studenten vilde i grunnen gjærne spille. Han kunde ikke
meget, men hvis man ikke hadde noget imot litt av Chopin,
eller kanske en vals av Lanner ....
Nagel applauderte ivrig musiken og sa til Dagny:
Ikke sandt, når man hører den sort musik så vilde man gjærne
sitte 1 litt frastand fra den, i et sideværelse et eller andet sted,
med sin elskedes hånd i sin og tie ganske stille! Jeg vet ikke,
men jeg har altid forestillet mig at det måtte være så deilig.
Hun mønstret ham. Mente han dette vås? Det var ingen ironi
i hans ansigt og hun faldt derfor ind i den samme banale tone:
Ja. Men der måtte ikke være formeget lys; vel? Og stolene
kunde gjærne være litt lave og bløte. Men utenfor måtte det
regne og være mørkt.
Hun var ganske usædvanlig vakker ikvæld. Disse mørke øine
i det lyse ansigt gjorde sin store virkning. Skjønt hun ikke
hadde ganske hvite tænder lo hun gjærne, lo endog av helt ube-
tydelige ting; hendes mund var også rød og fuld så man straks
blev opmærksom på den. Men det mærkværdigste var kanske at
regelmæssig hver gang hun talte for det et skjær av rødt opover
hendes kinder og blev straks borte igjen.
Nei nu er adjunkten forsvundet igjen! roper doktorfruen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
