Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
Og De vil indbilde mig, sa hun, at al denne snedighet har
De planlagt forut? De har møtt hver tilfældighet, truffet alle
forholdsregler? Hahaha. Men nu vil intet mere fra Deres mund
forbause mig, nei herefter venter jeg mig alt. Nå, nok om det,
De kunde ha Iøiet langt dårligere, De er rigtig flink.
Han stod hårdnakket på sit og bemærket at efter denne av-
gjørelse fra hendes side måtte hans høisind være et berg. Og
han vilde takke hende så meget, hehehe, jo, han hadde opnådd
alt hvad han hadde tilsigtet. Men det var altfor snilt av hende,
altfor godmodig ....
Jaja, avbrøt hun, lat det nu bero.
Men nu var det ham som stanset op.
Jeg sier Dem endnu en gang at jeg har narret Dem! sa han
og stirret på hende.
De så på hverandre et øieblik; hendes hjærte begyndte å
klappe stærkere og hun blev litt blek. Hvorfor mon det var ham
så meget om å gjøre å få hende til å tro det sletteste om sig?
Så gjærne og så villig som han ellers gav efter var han i dette
stykke ikke til å få av flækken. For en fiks ide, for en nar-
agtighet! Hun utbrøt irriteret:
Jeg kan ikke begripe hvorfor De går her og vrænger Dem ut
ind for mig. De lovet jo å være snil.
Hendes hæftighet var virkelig ægte. Hun begyndte å løpe
surr i ham ved hans påståelighet som var så sikker, så urygge-
lig at den fik hende til å vakle. Hun følte sig krænket ved så-
ledes å bli surret rundt. I sin ophidselse gik hun og slog sig
i hånden med parasollen.
Han blev meget ulykkelig og sa mange hjælpeløse og pussige
ord derom. Tilsist måtte hun le igjen og gav ham å forstå at
hun ikke tok ham alvorlig. Han var umulig, blev umulig og
vilde være umulig. Ja værsågod, når han syntes det var så mor-
somt. Men ikke et ord mere om denne fikse ide, ikke et ord ....
Pause.
Husker De, sa han, her var det jeg traf Dem den første gang.
Aldrig skal jeg glemme hvor De så feagtig ut da De flygtet. Som
en hulder, et syn .... Men nu vil jeg fortælle Dem et eventyr
som jeg har oplevet.
Det var ellers bare en stump oplevelse, det var snart fortalt.
Han sat engang på sit værelse, det var i en liten by, det var ikke
i Norge, det kunde være det samme hvor det var henne; for
å være kort så sat han en mild høstkvæld på sit værelse. Det
var otte år siden, det var i 1883. Han sat med ryggen mot døren
og læste i en bok.
Brukte De lampe?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
