Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
her på denne tid av døgnet; men det er en vane jeg har, en skik
fra barnsben å søke op de største skoger som findes til å spa-
sere i om nætterne. Og jeg gik på med sammenbidte tænder.
Så slår tårnklokken tolv nede i byen, en to tre fire, like til tolv;
jeg tæller slagene. Denne kjendte lyd oplivet mig meget skjønt
det ærgret mig også at vi endnu ikke var kommet længer bort
fra byen efter alt vi hadde trasket om. Godt, men tårnklokken
slog, og just i det samme det tolvte slag faldt står atter den lille
mand lys levende foran mig og ser på mig og ler. Jeg glemmer
det aldrig i mit liv, han var så lys levende, han hadde to for-
tænder borte og han holdt hænderne på ryggen ....
Men hvorledes kunde De se ham i mørket?
Han lyste selv. Han lyste av et forunderlig lys som syntes å
være bak ham, å stråle ut fra hans ryg og gjøre ham gjennem-
sigtig; endog hans klær blev så klare som en dag, hans bukse var
slitt og meget for kort. Alt dette så jeg i et sekund. Synet slog
mig med forbauselse, jeg lukket uvilkårlig øinene og gik et halvt
skridt tilbake. Da jeg atter så op var manden borte ....
EE
Det er mere. Jeg var kommet til tårnet. Det stod et tårn foran
mig, jeg støtte mot det og jeg så det tydeligere og tydeligere,
et sort, ottekantet tårn, som Vindenes tårn i Athen, om De har
set en tegning av det. Jeg hadde aldrig hørt om noget tårn
i denne skog, men nok var det: jeg står ved dette tårn, jeg
hører atter et: Kom! og jeg går ind. Porten blev stående åpen
efter mig og det følte jeg som en lettelse.
Indenfor i hvælvingen møter jeg igjen den lille mand; det
brændte en lampe ved den ene væg og jeg så ham godt; han
kom mig imøte som om han hadde været derinde hele tiden, lo
tyst foran mig og blev stående og stirre på mig mens han lo.
Jeg så ind i hans øine og jeg syntes at de var fulde av mange
gruelige ting som disse øine hadde set i livet. Han blinket igjen
til mig og jeg blinket ikke tilbake, jeg vikte bakover for ham
efterhvert som han nærmet sig mig. Pludselig hører jeg lette
skridt bak mig, jeg vender hodet og ser en ung kvinde komme
ind.
Nå, jeg ser på hende og føler en glæde derved; hun hadde
rødt hår og sorte øine, men hun var ikke godt påklædt og gik
med bare ben på stengulvet. Hendes armer var nakne og de
hadde ingen flækker.
Hun mønstrer os begge et øieblik, bøier så hodet dypt for
mig og går bort til den lille mand. Hun gir sig uten å si et ord
til å knappe hans klær op og føle omkring på hans krop som
om hun leter efter noget, og litt efter trækker hun frem fra foret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
