Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
op til, han er det personificerte overmot, han kan ikke med
nogen! Dette er en feiltakelse. Min hjærne omspænder ikke
meget, den rækker ikke langt; men jeg kunde dog regne op hun-
dreder og atter hundreder av disse almindelige, anerkjendte
store mænd som fylder verden med sin navnkundighet. Jeg har
ørene fulde av dem. Men jeg vilde foretrække å nævne de to,
fire, seks største åndsheroer, halve guder, gigantiske værdiska-
pere, og så forøvrig helst holde mig til nogen rene ubetydelig-
heter, egenartede, fine genier som aldrig er på tale, som lever
en kort tid og dør unge og ukjendte. Det kan gjærne være at
jeg vilde medta forholdsvis mange av dem. Men det er jeg sik-
ker på at jeg vilde komme til å glemme Tolstoj.
Hør, sa doktoren avfeiende og for å få en ende på det —
han trak endog stærkt på akslen — tror De virkelig at en mand
kunde opnå en slik verdensberømmelse som Tolstoj uten å
være en ånd av høi rang? Det er utmærket morsomt å høre
på Dem, men det er sludder hvad De har sagt. De vrøvler, fan
gale mig, så man kan få ondt.
Adjunkt Holtan brølte:
Bravo, doktor! Lat bare ikke vor vært ta veiret fra os ....
venet fravs.
Adjunkten minder mig om at jeg virkelig ikke er nogen hyg-
gelig vært, sa Nagel leende. Men nu skal jeg forbedre mig, hr.
Øien, De har jo intet å drikke? Hvorfor i alverden drikker
De ikke?
Saken var at student Øien hele tiden hadde sittet som en
mur og hørt på snakket, han hadde næppe mistet et ord. Hans
øine var nysgjærrige og små og han reiste formelig øren når han
lyttet. Den unge mand var stærkt interesseret. Det fortaltes at
han — som andre studenter — skrev på en roman i ferien.
Sara kom med bud om at aftensmaten var færdig. Sakføreren
som var faldt noget sammen på sin stol fik pludselig øinene op
og så efter hende, og da hun igjen var ute av døren sprang han
op, tok hende igjen i trappen og sa fuld av beundring:
Sara, du er læskelig å skue. Det må jeg si.
Dermed kom han ind igjen og satte sig på sin plass like så
alvorlig som før. Han var stærkt anløpen. Da doktor Stenersen
endelig kastet sig over ham for hans socialisme kunde han slet
ikke gjøre rede for sig. Jo han var en deilig socialist! En flåer
var han, en jammerlig mellemmand mellem magten og van-
magten, en jurist som levet av andres krangel og som tok sig
betalt for å skaffe rethaveriet ret, lovlig ret! Og slikt noget
vilde være socialist!
Ja, men i principet, i principet, indvendte sakføreren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
