Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
XIV
Tidlig den næste morgning møtte Minutten atter op i hotel-
let. Han gik stille ind i Nagels værelse, la hans ur, nogen papi-
rer, en stump blyant og den lille giftflaske på bordet og vilde
dermed fjerne sig. Da imidlertid Nagel våknet med det samme
blev han nødt til å forklare hvorfor han var kommet ind.
Det er de saker jeg fandt i vestelommen, sa han.
I vestelommen? Ja død og pine, det er også sandt! Og hvor-
mange er klokken?
Otte. Men Deres ur står, jeg vilde ikke trække det.
De har vel ikke drukket op blåsyren?
Minutten smilte og rystet på hodet.
Nei, svarte han.
Ikke smakt det engang? Glasset skal være halvt fuldt; lat
mig se.
Og Minutten lot ham se at glasset endnu var halvt fuldt.
Godt! Og klokken er otte? Så er det tid å stå op .... Mens
jeg husker det, Grøgaard, kan De skaffe mig en violin tillåns?
Jeg vilde forsøke om jeg kunde lære å .... Nå, sludder! Sand-
heten er: jeg vil kjøpe en violin, og jeg vil gi den væk til en
bekjendt; det er ikke til mit eget bruk jeg vil ha den. Så De
må endelig skaffe mig en violin, hvor De end tar den ifra.
Minutten skulde gjøre sig al mulig umake.
Tusen tak. Så ser De vel ind til mig igjen, når De synes
så; De vet veien. Godmorgen!
En times tid senere var Nagel allerede inde i præstegårds-
skogen. Marken var endnu våt efter regnet fra om kvælden
og solen var ikke meget varm. Han satte sig på en sten og holdt
skarp utkik med veien. Han hadde set et par kjendte fotspor i
det bløte grus, han var næsten overbevist om at det var Dagnys
fotspor og at hun var gåt ind til byen. Han ventet temmelig
længe forgjæves, bestemte sig endelig til å gå hende imøte og
reiste sig fra stenen.
Og han hadde virkelig ikke tat feil, allerede i utkanten av
skogen møtte han hende. Hun bar en bok, det var Skrams
«Gertrude Colbjørnsen».
De talte først om denne bok en stund, så sa hun:
Kan De begripe .... vor hund er død.
Er den det? svarte han.
For nogen dager siden. Vi fandt den stendød. Jeg forstår
ikke hvorledes det kan være gåt til.
Men tænk, jeg syntes altid at det var en ytterst ækkel hund
De hadde; ja undskyld, men en av disse doghunder med brak-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
