Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
Edevart smiler: Du skal få det!
Det gjorde det ikke bedre, men det blev godt tilslut: Bryr
du dig så lite om Doppen at du vil gi det bort? spør hun.
Ja til dig, svarer han. Og efter en forsiktig taushet drister han
sig til å spørre: Tror du ikke vi kunde ha det sammen?
Hun stanser, ser mot marken og svarer: Jo.
Det var en avgjørelse. Han slår armen om hende, er rød og
forelsket, kysser hende på stedet og gjør hende urolig, hun kas-
ter et blik efter Håbjørg og hvisker: Hun kan se det!
Det er nu skröt at vi ikke er alene akkurat nu! sier han.
Det smiler hun til og svarer: Du er så gal som du har været!
De kalder Håbjørg til sig og går sammen med hende det siste
stykke vei. Ved faldet stanser de alle tre, Håbjørg gaper og sier
ingenting, hun vilde heller ikke ha blit hørt, fossen overdøver
alt, hun står stille foran underet, spændt og halvkrøkt, Edevart
tar for sikkerhets skyld hendes hånd og holder den.
Fossen kommer ovenfra som fra en umåtelig tut, farer utfor,
bryter mot klipper på sin vei og styrter i dypet til en kokende
fråde. Det stiger røk op fra bunden, det arbeider, buldrer og
bæver dernede, det er som om selve en torden ligger og. ruller
sig i dette dyp og aldrig kommer op.
Edevart ser ned på barnet, hun har væte i håret, han vil drage
hende tilbake, men hun stritter imot, peker frem, vil riktignok
skifte plass hun også, men tvertimot gå nærmere avgrunden.
Han må bruke lempelig makt og holde hende.
Lovise Magrete er gåt ind i skogen og Edevart er alene med
sin lille pike. Han kan ikke bare sig, men stryker hende over
håret og viser hende at det er blit vått. Det bryr hun sig ikke
om. Han lægger sin kind ind til hendes, og da hun står så godt
til kysser han hende. Hun ser på ham og forstår det således at
han beder hende inderlig om å lyde ham og træde tilbake. Og
hun stritter ikke længer imot.
De fjerner sig nogen skridt og kan alt tale sammen og bli
hørt. Var det ikke mangfoldig? spør han. Og han spør engang
til, men hun svarer ikke, det har vel været så stor oplevelse for
hende. Han ser Lovise Magrete sitte på en tuve med hænderne
i fanget og bare sitte, barnet løper til morn, og Edevart er nu
hjertens ræd og flau for at hun skal fortælle hvad han gjorde.
Hallo! roper han for å kjække sig.
Lovise Magrete nikker til ham og smiler: Hun fortæller at du
har kysset hende, sier hun.
Edevart feig og rødmende: Hun vilde ut på et farlig sted,
og så visste jeg ikke hvorledes jeg skulde fare åt —
Lovise Magrete: Ja det var en god måte, har jeg svaret hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
