Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
Storartet! sa Romeo, for han var jo ikke selv ældre karen.
Kom så, Håbjørg! Og de to gik og så på kalver.
De blev en god stund borte og da de kom tilbake hadde de
set mange dyr, de kom pratende og interesseret sig imellem ind-
over hele krambodgulvet: Vil du være med op til Julie? sa
han. Ja det vilde hun og tok atter hans hånd.
Nei den ungen! sa morn igjen. Vi skal jo hjem!
Kan hun ikke være over? spurte Romeo.
Jo tak! svarte Håbjørg selv og fik hele kramboden til å le.
Det blev endel snak frem og tilbake: Hun har jo ikke natdrakt
med, sa morn og vilde vise fin levemåte. — Natdrakt? Romeo
kunde tænke sig at Julie kanske hadde slikt noget liggende fra
barnedagene, han visste ikke at det gaves natdrakter engang,
hahaha. Men Julie hadde ialfald nogen dukker endda, sa han.
— Da Håbjørg hørte det halet hun stærkt i ham og vilde avsted.
— Lat hende gå! hvisket Edevart overtalende, jeg skal ro efter
hende imorgen.
På hjemveien sat Lovise Magrete i båten og så i nogen ameri-
kanske hefter. De var begge tilfredse med at barnet var blit til-
bake hos Knoffs, det måtte regnes for en tilnærmelse også til
hendes mor. Ikke for det, jeg kjærer ikke om det, sa hun, men
de kan gjerne vise folkeskik!
Hvad du læser? spurte Edevart.
Det er noget Lorensen gav mig fra Anders Våde, svarte hun.
Og hun blev straks henført og forklarte: Det er om Florida i
Amerika. Der har jeg ikke været, men det må være det gildeste
i verden. Det er så synd du ikke kan læse det, for her står alt
mulig om landet og indsjøerne og jernbanerne og hvad som vok-
ser på farmene. Vil du bare se for nogen skilderier her er,
med farver og rødt på eplerne og grønt på vindruerne og gult
på hveten og blåt på plommerne — å, det vokser alle mulige
ting der, og aldrig blir det landet fattig og usselt som her. Se på
dette skilderiet: Det er vel gjerne Anders Våde selv som sitter
på en stor maskine og har to hester til å drage den. Ser du
hvor hveten lægger sig i forer efter ham, siden tar han og binder
band av den, og Gud vet, kanske han har en maskine til det også.
Ja det er mangfoldig! sa Edevart.
Har du virkelig ingen lyst til å komme til et slikt land?
Lyst og lyst — jeg har ikke just tænkt på det.
Men det skulde du gjøre.
Ja men — ropte Edevart ertet, var det ikke så at vi skulde
være på Doppen?
Nå. Men var det ikke så at du skulde bygge og at vi skulde
hjem til dig?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
