Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
av mændene, men ikke et ord om det som lå nærmest: festen.
på det gamle slot, den storslagne mottakelse, trakteringen, det
antike sølv. Selv doktoren, som var kommet fra et stort hjem
og skulde skjønne litt, selv han lot som ingenting.
Det faldt ikke Gordon Tidemand ind at det hele heller ikke
var noget videre, men en blanding av alt, fra god mat og flere
sorter vin til stasen i sammenkjøpte møbler. Det var indflyttere
som bodde her, guldblomsterne på væggene hørte andre men-
nesker til. Gordon Tidemand brautet ikke og stillet intet til-
skue, men alt han kunde var tillært, også hans tilbakeholdenhet.
Da hadde fru Julie mere medfødt i sig og seiret desuten straks
ved sin naturlige ynde. Hvad med doktor Lund? Han var di-
striktslæge, altså ikke av de fremmelige medicinere som kunde
praktisere i en by og konkurrere ut sine kolleger. Var han
engang kommet fra et stort hjem hadde han nu næppe andet
end et magert minde tilbake, det ensformige kjåk med sykebe-
søk kunde ikke forfine ham. Han fik sin kone på et lite sted
nordenfor kaldet Polden. Hun var en folkets datter, hette Ester,
var ulærd i alle ting, men dygtig på sin vis og oprindelig, dertil
vakker fra top til tå, herlig, endda hun var mor til store gutter.
Da hun reiste sig for å gå ut og telefonere var det ingen som
ikke fulgte hende med øinene.
Fru postmester Hagen begyndte å spille på det lille rare
klaver som Gordon Tidemand hadde kjøpt i utlandet og sendt
hjem sammen med de andre antikviteter. Han pleiet å gjøre
undskyldning for dette spilverk — «men Mozart hadde det ikke
bedre». Fruen var et lite lyshåret menneske i verden, mager,
litt opnæset, sist i tyverne. Hendes øine var nærsynte, hun kastet
hodet bakover og knep dem sammen når hun skulde se på
nogen. Hun spilte rørende et par ting, og de bad om mere, hun
spilte et par ting til, tilsist en menuet.
Gordon Tidemand: De får mere musik ut av den spildåsen
end det er i den.
Spildåsen er god nok til mig, svarte hun og reiste sig. Og så
er den så pen: se på denne lyren, se på indlægningerne!
De studerte i Berlin, har jeg hørt?
Ja, en kort tid. |
Længe, sier postmesteren, hendes mand.
Men jeg drev det ikke til noget større.
Åjo dal avgjorde apotekeren fra sin plass.
Fruen har elever her og underviser, oplyser fru Julie.
Nogen få elever, medgir fruen og gjør sig hele tiden ringe.
Postmesteren forklarer: Hun begyndte med sang, men så mis-
tet hun røsten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
