Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
ikke for nær hende, børn! åtvarer farn. Og han påpeker de
gode egenskaper hos netop denne hoppen, først og fremst en
navnkundig fordøielse. Stærk og bred, se på benene under
hende, stolper. Jeg var tilfreds Dokker vilde se hende i kjeften,
se tænderne —
Nei August hadde ingen lyst til å se tænderne, han sa at
han så med første øiekast at det var et gjævt dyr. Ingen skulde
fortælle ham noget nyt om en hest. Så den tvers igjennem! Og
han understreket dette ved å gå rundt og studere dyret med
næseklemmen på.
De prøvet ikke å fange ind hoppen og klappe den og kjende
hvor bløt mulen var. Godt var det! Bæstet skulet påsnei til til-
skuerne og snudde øieblikkelig baken til når nogen nærmet sig.
Hun har den lille uvanen, sa Tobias, men ellers er hun som en
blomster så snill! Og atter kunde han ikke få fuldtakket og vel-
signet August nok på denne jord og i dette liv —
Han får Cornelia med sig til siden og taler lavmælt til hende:
Han har ikke set hende siden den første gang, hvor har hun
været? — Hjemme. Har været hjemme hele tiden, hat meget å
gjøre, hyppet potet, nu sist skåret torv. — Hun kunde ha kom-
met til byen og gåt med ham i kino. — Ja det var vel saker!
Har hørt om det, levendes folk og dyr net akkurat som i verden!
— Vilde hun følge med ind i kveld? — Det måtte ha været så vel
at hun kunde! Men hun har dyrene og melkingen. — Kunde
ikke hendes mor melke? — Det var ikke å tænke på.
Du vil ikke, sa han. Neinei! la han såret til og nikket. Han
skjønte det så klart, og han tok irritert nogen lange skridt, men
han hadde jo ikke råd til å furte og gå fra hende.
Hun på sin side syntes ilde ved og tok nogen lange skridt
hun også, kom på siden av ham og sa: Dersom at jeg kunde få
snakke ørlite med Dokker?
Ja lat os gå bort til løen.
Han indbildte sig intet, hans tid var forbi for mere end en
menneskealder siden, han kunde ødsle med ælde over hende,
og han hadde ingen hensikter, ingen mening. Men han hadde
en liten tåpelig rørelse i brystet. Alderdommen hadde draget
hans hjerte ned i årelang tomhet, men en dag fik det et blaf
av et par langfrynsede øine, en medynk grep ham, et slags søtlig
trang til å være noget for hende.
De gik imot vinden, og det var for hende ingen ting, men
ham brydde det meget, hans gamle øine vassfløi så han måtte
tørke kinderne og endda ikke la hende se det. Men for pokker,
fremdeles var han jo den han var, rødrutet i brystet og en mand
som kunde skjenke bort en hest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
