Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Og så kan du ikke betale mig tilbake det?
Abel tænkte på det: Ikke just nu, fik han sagt. Ikke i kveld.
Når tror du da?
Senere. Jeg har endel utestående.
Da hun gik samlet hun med sig det meste av matvarerne,
men det var likegyldig for ham. Han hadde hus å være i, så
å si eget. hus, det folk kaldte møbleret leilighet. Det lå for-
skjellige ting i krokene som skraphandleren ikke hadde gid-
det ta med, han fandt en tolkniv i slire, bare rust, men den
kunde pusses, et vækkerur som han kanske kunde reparere,
kokekar med rusthul i bunden, en ødelagt beatrice, en øde-
lagt lysestake av blik, brukte spiker i en kasse, et påbegyndt
strikketøi av morn — det var værdiløse ting som møl og rust
fortærte og som intet indtryk gjorde på ham endda han kjendte
igjen altsammen fra sin barndom på fyret. Alt hadde far hans
samlet på og hadde ikke råd til å kaste noget bort, morn var
syk og ryddet ikke op.
Men det gjorde ikke Abel noget å bo med tykt støv og bråtne
kar omkring sig, han var velsignet fordringsløs sån og låste
ikke engang døren for å kjende sig i fred hjemme. Han var
i godt humør og levet i primitivt velvære. Gulvplankerne gik
litt op og ned, og ikke engang var det gulv overalt, men han
gjorde nu heller intet for å rette på noget i huset og pusse
vindusruterne blanke eller sætte lysestaken sin på bordet og
gjøre det fornemt efter evne. Han hadde et bra stort vindu,
det var med seks ruter, den ene ruten var borte nu, men det
gjorde ikke noget. Like op til vinduet støtte en høi jordvold
som jernbanen gik på, vilde han se himlen måtte han huke sig
ned. Han var indeklemt av skur på de tre sider og jordvolden
på den fjerde. Det var godt således, godt å være indeklemt og
ha det trangt om rum, han hørte ikke alle tidens, avisernes
og menneskenes hanegal, var ikke nyfiken, læste ikke over
akslen på nogen.
Hvorledes kunde så nogetsomhelst bynyt trænge ind i hans
avkrok? Åjo. Han hadde nu og da sin gang i gaterne, han sat
også stundom på en benk på fiskebryggen og hadde en prat
med folk, med jevne, snille folk av byen, et postbud eller en
tolder. Der sitter han så og prater og røker på sin snadde.
Unge Clemens kommer forbi på vei fra kontoret. Abel er på
hat med ham, men han ser helst ned og hilser ikke.
Clemens kommer selv til ham: Nei, nei, bli sittende, det er
bare så længe siden jeg så Dem. Det går Dem godt?
Ja, svarer Abel, tålelig.
Clemens bærer på sin sorte mappe som om han nu skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
