Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
desuten vel oplært til å sælge billetter, alle tre høit aktede med-
lemmer i foreningen — de hadde så længe været ført, nu kunde
de føre selv!
Herrerne i styret tænkte på det. Det blev da ikke alene en
mand forlite til knakspillet på frivakten, men denne rutebåt
mellem to byer gik uten kaptein og styrmand! Hvor vilde det
ende? Men herrerne i styret var leie og kjeie av det hele og
gav efter for å slippe bråk. Bare kolonialhandler Westman ropte
at det måtte de ikke! Westman har ikke ordet —
Hvorledes det gik? Det gik briljant. Mandag morgen klokken
syv forlot «Spurven» som ellers kaien, og ingen forandring var
å merke. Severin som den ældste var et slags chef, og Gud ledet
deres første tur og den næste og de senere turer uten å hjem-
søke dem med uheld.
Det lidde nu på året, korsmesse var forbi, «Spurven» gjorde
sine turer, og mandskapet fik en kapteinshyre til delings og
tjente på omordningen. Ingen talte længer om blokaden. Det
blev jevndøgnstid og ruskeveir, kuling og regn, sjø forbi fy-
ret, men «Spurven» gik, blokaden var glemt.
Da var det at noget hændte. Hvo som står se til at han ikke
falder! tænkte vel Gud og tillot at noget hændte. Det var Alex,
den forfængelige påfugl, som voldte det.
Alex hadde fåt det med å være finere og mere barbert og
pusset end nogensinde. Han gik med hvit snip og hadde klokke-
kjæde på vesten, ved stoppestederne og i folks påsyn holdt han
sig gjerne i bestiken med mange papirer omkring sig og gav
det derved utseende av at han var mere til mand end de andre
ombord. Det kunde ikke gå, det satte ondt blod. Lat være at
Alex var en vakker kar å ha ombord og i grunden en snil kar,
men han samlet på sig megen forargelse og misundelse ved
sin åtfærd. Der kom fru ingeniøren ombord, konen til forret-
ningsføreren på det gamle sagbruket — ja hun kom ombord, og
Alex den knekt kjendte hende godt og lot hende reise frit og
var i lugaren hos hende og skydde ingenting. Hans medmatro-
ser gjorde sig erend til hende de også og spurte om hun hadde
det godt, og om det ikke var træk fra ventilen, men det nyttet
dem ikke noget, ikke spor. Og det satte ondt blod, de murret.
Så kom katastrofen med uniformluen.
Det tok en tid efter at styrmand Gregersen var død på syke-
huset før hans skyldfolk kunde komme ombord efter sakerne
hans. Der var jo blandt de efterlatte klær uniformtrøien og uni-
formluen, og Alex hadde så længe, så længe hat et godt øie til
disse klenodier. En dag tok han luen på og optrådte i den, endda
det var ruskeveir.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
