Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Munken Vendt (1902) - Akt VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
301
Han heter Elias. Hans far hette Dyre (ler).
Han var i sin ungdom litt ond å styre,
til skam så-å si for sin fødestavn.
Nu er han vor manna og bygdens velsignelse, gd
ifald jeg kan bruke så stor en lignelse. Å
I hørte vel om ham?
Munken Vendit. Ja kanske hans navn.
(Resten av forsamlingen kommer ut av tjenerstuen og nedover
trappen, i midten Elias, mager og ældet, i meget dårlige klær
og sko, med en blikbørse med hængelås i hånden. Flans ansigt
er åpent og lyst. Han sætter luen på, men da han opdager
Munken Vendt tar han den av og beholder den hele tiden
i hånden. Stilhet over alle.)
Elias. En fremmed er kommet til gården. Freden!
(Munken Vendt ser på ham uten å svare.)
Elias. Forlov, om jeg synes Jær ubeskeden.
I hadde vel ikke en skjærv å gi? (rækker børsen frem).
Munken Vendt (åpner sin væske).
Til fattige — jo det forstår sig.
Elias. Å si
til kirken derhenne. For så vidt tillike
en skjærv til Vorherre, den rikeste rike.
Munken Vendt (lukker væsken).
Nei da er I kommet til urette mand.
Det kirkehus slog han jo selv i brand.
Elias. Sandt nok, han var stræng mot os der Vorherre,
men mer har vi vistnok fortjent, desværre.
Og midt i sin nåde befol han påny
å bygge ham atter et andet ly.
Munken Vendt. De børn lå i åket, fik tak over huset,
en morgen brandt farn det ned til gruset.
Da takket den barneyngel på jord.
Elias. Der bruker I onde, hastmodige ord.
| Munken Vendt (henvender sig til forsamlingen).
| I feiler.... Hør, venner, en fremmed reisende,
jeg taler om Gud hverken ondt eller kneisende,
langt mindre igjen for å vise mig kvik, —
men hvad om vi rentut forandret taktik?
Den gamle Jehova! Vi ber og vi stønner,
vi ligger os flat for hans fot med bønner,
vi træller av alle hans trusler og bud, —
men minder vi ham om hans pligter som Gud? (mumling i
mængden).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
