Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Munken Vendt (1902) - Akt VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
303
Jo én, fra et eneste dårlig virke:
som hjælp i basaren for denne kirke.
Der gik hun så hvitklædt og brusende ung,
og hadde hun sorger var ingen for tung; er
men tyngre det blev de såsandt med tiden.
Jeg reiste og så hende ikke siden....
Så går det et tidsrum — en række av år,
jeg kommer tilbake til byen i vår
og fræger hvad småt og stort har passeret, —
jo søilen var smuldret og lå i leret.
Hun giftet sig, fik sin beskikkede mand,
han virket og slet av sin bedste forstand;
men netop forstanden den skulde han miste —
en svakhet i slægten såvidt man visste.
Han sviret, blev litt efter litt brutal
og helt til det ytterste stormandsgal.
Han solgte og kjøpte, fik alt overende,
hans hjem blev omsider den rene elende.
Så dør han. Gud tok ham i retten stund
da alt var forsvundet i moloks mund.
Hun sitter tilbake hans enke med børnene,
men svak var hun ikke — og nu kom tørnene!
Utrolig hvad slik en fortapt finder på
så ikke hun selv og de små skal forgå:
å sælge på torvet, forklæ sig i bluser
og betle i forrige likemænds huser;
hun skjuler for alle sin vandring dithen
for alle sit spor når hun kommer igjen;
hun yrer av flid, pukker sten med en hammer,
tar hunder i kost, leier andre sit kammer.
År følger på år, hun blir grå av flid,
hun roper til himlen den hele tid,
ber Gud om forløsning for sig og sine, —
men Gud han forandret ikke en mine.
År følger igjen, hun blir krum av flid,
hun roper til himlen den hele tid.
Da skjønner hun, ormen, at ingen vil frelse,
hun taper sit mot, sine kræfter, sin helse,
hun taper besindelsen, ser sig fordømt,
syv år under pinen — og kalken er tømt.
Blis (ryster på hodet). Den stakkar!
Munken Vendt. Hun dreves med flid til brøde.
De stjærner deroppe stod stille og så
at alt skulde gå som slikt burde gå:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
