Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - På gjengrodde stier (1949)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282
visse orientaleres standpunkt: den nødvendige taushet. Jeg
snakker ikke engang med mig selv nu, av mangel på uvane.
Men jeg ser ikke mere som før, det’er verre end døvheten.
Det var jo så at jeg skulde få en håndluppe i januar, men enda
det nu er vår så har jeg ikke fåt den.
Men Gudskjelov, det er ialfald vår!
Jeg går forbi den lille granen som står der i sneen og er til.
Jeg går forbi og stanser ikke et øieblik engang foran vindu
erne, og jeg sier til mig selv at neida, det er ingenting å se på
granen på længe enda, gå bare forbi! Men naturligvis så hvert
menneske alt i mars at toppen var ilive.
Om tredive år er det en stor gran, tømmer.
Her er så fattig på småfugl. Det har vært en hård vinter og
mange er vel omkomne, ved husene på gamlehjemmet flakser
det bare nu og da en mager kråke eller skjur. En dag mente
jeg å ha fåt øie på et forsinket vårbud, men da jeg ikke så
godt nok kunde jeg ikke avgjøre om det var en stær eller en
overvintret svarttrost. I alle tilfælder våget den livet her på ste-
det, her er fire digre katter.
åk
Når jeg går mine daglige turer i snesørpen hender det at
jeg træffer en liten gul hund som later sig snakke med og
klappe, ellers ser jeg aldrig et liv langs hele veien. Det høver
mig godt at jeg kan være alene med mig selv og slippe å spørre
op igjen hvad folk sier til mig. Ffterhvert tiner jo også sneen
væk fra stabbestenene, så jeg kjender dem igjen fra før, solen
er blit god og varm og mangen liten skogsti viser sig alt. Jeg
tænker på Martin fra Kløttran i Hamarøy, det er nu et år eller
halvandet år siden han kom til mig her i skogen, også han måtte
gå alene, men han hadde et ærend, det har ikke jeg. Han van-
dret omkring i landet og bad til Gud.
En gren rører sig med en småfugl på. Jeg stopper tvert op.
På en anden gren i et andet træ sitter en ny småfugl, de synes
å høre sammen, et spurvepar som fløi imot hverandre og møttes
og skiltes fem ganger like foran ansiktet på mig. Det skjer i
luften, de dirrer sammen et sekund og skilles og møtes igjen,
fem ganger. Bakefter ser de ut som de ikke hadde gjort det.
Især var hannen fripostig og syntes ’å ville skylde bare på
hende. Jeg skrek ikke op, det gjorde jeg ikke, men jeg fore-
holdt ham i retferdig harme at han var en lav og uridderlig
sjæl, de hadde vært like gode om det. Kort efter drog hunnen
sin vei, og det var tilpas til ham!
Jeg vet ikke hvad Franciscus mener om dette.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
