Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - På gjengrodde stier (1949)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
301
han nævnte den lille som sat i græsset og aldrig hadde syndet,
var han en helgen, et Guds redskap, han var selv uskyldig.
Jeg hadde ikke ondt for å finde frem til forsamlingshuset, på
gjerder og telefonstolper var fæstet plakater med to navn:
ungdomssekretær Simon Trostdahl kand. teol. og Martin Ene-
voldsen, begge navn syntes godt kjendt i denne interesserte
kreds. Møte i kveld. Alle velkommen. Det var mange folk ute
og inde, alle vinduer stod åpne, og det var flere utenfor som
lyttet ved vinduerne. |
En liten bygdens kvartet sang en salme, og ungdoms-
sekretæren begyndte å tale. Han var en grei mand å se på, øvet
i å undervise efter et valgt bibelsted og fort med fingrene til å
finde et nyt bibelsted hvis han trængte det. Jeg kan ikke skrive
hvad han sa, det var kanske heller ikke noget videre, jeg hørte
ikke og bare sat og så på. Han talte en halv time.
Jeg holdt øie med Martin. Han fulgte med i alt og så lykke-
lig ut. Da ungdomssekretæren holdt inde vagget han med hodet
som om det gik overmåte godt på dette kveldsmøte, både salme-
sang og tale, han kunde ikke ha fåt det bedre. Han reiste sig,
la hænderne sammen og rørte munden, jeg forstod at nu bad
han til Gud, jeg forstod det på at også mange i forsamlingen
foldet hænderne og deltok. Således gled han ind i opbyggelsen.
Han fandt sig ikke noget skriftsted å gå efter og det var til-
fældig at han nu og da la hånden på bibelen på bordet. Men han
vedblev å røre munden, så noget måtte han vel ha å si. Den
gode Martin hadde ikke læst og tænkt stort, han kunde næppe
ta for sig et emne og lægge ut om det, sån som andre predi-
kanter kunde, han var like så uvitende som Jesu apostler. Av
religiøs erfaring hadde han den store oplevelse fra ungdommen
da han engang sat i sneen på en fjeldtind og fik et sterkt lys
fraoven gjennem sig. Men det var ikke et lys, det kunde ikke
forklares, det var en hel himmel som kom ned, det var Gud.
Han pleiet å si at han talte rkke, det hadde han ikke kund-
skaper til, han bare bad til Gud. Det var vel som han sa at han
hadde sin egen måte. Jeg så skinnende øine blandt tilskuerne,
lommetørklæer kom også frem, det var ikke umulig at somme
syntes litt synd i denne snilde, halvgamle mand som gik barføtt
i landet og næsten ikke trængte mat. Sandelig, han var den
mand som kunde få andre med sig i bøn, han lokket folk på
sig, folk hang ved ham og fulgte ham med øinene. Engang så
jeg ham vise til en tavle som hang ved siden av speilet, men
i den frastand kunde jeg ikke læse hvad det stod. Siden så jeg
ham stanse op for et par småbørn som var kommet frem, han
løp straks og tok imot dem forundret og strålende. En mor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
