Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
hvileløs varm i sin harme og sin tro. Og aldrig før hadde hans
pen gjort så strålende arbeide, det overgik alt hvad byen hadde
set av journalistik. Han sparte ingen og intet i sin iver; ti for
ham var det ingen persons anseelse. I anledning av at kongen
hadde git femti kroner til en fattiganstalt sa Gazetten i en
eneste linje at kongen hadde skjænket «over tyve kroner til Nor-
ges fattige». Ved en leilighet da Nordmanden så sig nødsaket
til å nedsætte abonnementsprisen til det halve meddelte Gazet-
ten nyheten under overskriften: Begyndelsen til enden. Ingen
gik dens vid forbi.
Og folket æret ham også efter fortjeneste, han hadde mæng-
dens øine på sig når han gik gjennem gaterne til og fra re-
daktionen.
Hvor anderledes var det ikke for ham engang i MG dager,
for længe siden, da han endnu var liten og ukjendt og det knapt
nok var nogen som gad hilse på ham på gaten! De dager var
over, de kolde studenterår da det gjaldt å skubbe sig frem på
mangen tvetydig vis og tilslut slite sig til den eksamen med
nogenlunde hæder. Han var en ung og begeistret landsgut, hur-
tig til å lære, et snarrådig hode i mangen klemme; han følte
sine kræfter i sig og han tumlet med mange planer, bydde sig
frem, sukket, fik avslag og sovnet ind om aftenen med knyt-
tede næver. Men vent bare, ja vent, hans tid kom nok! Og
de som ventet skulde komme til å opleve at nu regjerte han
en by og kunde vælte et ministerium. Han var blit en mægtig
mand midt for alverdens næse, hadde hus og hjem, en utmærket
kone som heller ikke var kommet tomhændt til ham og et blad
som bragte ind tusener om året. Trængslen var forbi, for-
nedrelsens år var omme, han hadde så å si intet andet minde
tilbake om den end de simple blå bondebokstaver som han
hadde tatoveret ind på hænderne engang derhjemme på bygden
og som aldrig gik ut hvormeget han nu hadde gnidd dem i
mange år. Og hver gang han skrev, hver gang han rørte sig
til noget, lå disse blå, skjemmende mærker i lyset, — hans
hænder var og blev simple.
Men måtte ikke også hans hænder bli mærket av hans ar-
beide? Fandtes det nogen som gjorde så tunge løft som han?
Hvor var politikerne, hvor bladene! Han var det som førte ån
og likefrem delte rollerne ut. Den gamle, intetsigende Nord-
manden lå blot og bart iveien for ham og ødela sakerne med sit
klus og sin tandløshet; den fortjente ikke navn av moderne
blad. Og allikevel hadde den abonnenter; det var virkelig folk
som læste denne ubevægelige fettklut. Stakkars folk, stakkars
folk! Og Lynge sammenlignet i sit stille sind de to liberale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
