Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ed de
99
gik i Grand, lyttet inde hos Gravesen, stak næsen ind til Inge-
bret efter teatertid, kapret en stortingsmand på gaten, altsam-
men for å vite byens stemning. Og hvad sa byen? Byen slos eller
tidde, byen deltok i skuespillet eller den bare iagttok det, Lynge
hadde ingenlunde vundet.
Jaså, man gjorde motstand, man vilde formene ham adgang
til å seire? Lynge satte alle seil til og han bragte såvidt megen
forvirring ind at kampens utfald en stund var uvisst. Strømpe-
stoppernes hær steg i løpet av et par dager til det dobbelte.
Lynges pen gjorde meget og påskjønnelsesværdig arbeide; men
var det da ikke mærkelig, den gnistret ikke? Det faldt ikke
funker, ikke altid, ikke ubetinget? Det var som om ilden var
åt ut.
; Her hadde nu Lynge skrevet nogen artikler hvori han stræbte
å gi et fattig uttryk for sin uvisnelige beundring for ministeriets
chef. Ordene hadde mangen gang faldt kvasse i hans blad, det
var desværre ikke altid øvet det måtehold i angrepene som det
sig sømmet et blad av Gazettens høie rang; men nu var det ikke
tid å tænke derpå, nu skulde Venstre søke å samle sig som
- én mand om å skåne landet for en høireregjering. Man skulde
atter gi ministerchefen en chance, la ham forsøke sig endnu
: en gang, med mænd som hadde folkets tillit, med kjærnekarer
av Venstres elite. Dette var den eneste utvei, det var intet valg.
Og Lynge anførte endog i alvor hvad en utlænding hadde
skrevet til ham i spøk, at holdt man bare fast på den regjering
«man hadde i Norge nu så gjorde man storlig ret, man mot-
; arbeidet reaktionen i Europa.
Nordmanden var stædig og ulærvillig som sædvanlig, den
spurte om den hørte rigtig, om det virkelig var Gazettens me-
ning å ville beholde den ministerchef som bladet selv i år og
dag hadde skamskjældt som forræder og løgner?
Men Lynge svarte den gamle dumrian med overlegen hån:
Ja var det ikke forunderlig? Skjønt to og to var fire, skjønt
det var hungersnød i Kina, skjønt keiser Ferdinand var død, så
holdt han allikevel på en rekonstruktion av et liberalt norsk
ministerium, fremfor å slippe Høire til magten. Forstod Nord-
manden det nu?
Men inde i Stortingets sal og ute i Stortingets ganger hersket
i de dager den pinligste uro, repræsentanterne trak hverandre
om efter knaphullerne og stod overfor hverandre med lyttende
ører, fulde av den urokkeligste overbevisning og fulde av bak-
tanker. Visste de nu bare hvem seiren kom til å tilhøre! Hvor
var den rette side? De tænkte på valget og visste ikke sin arme
råd. Den gamle præsident kunde heller ikke gi dem det ringeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
