Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
det ingen fru Dagny længer til å be for narren med den rute-
løse komet, man måtte kunne spotte ham ihjæl på stedet og
begrave ham i folks latter? På den anden side var det rådelig
å spille bas med denne mand, utfordre ham så frækt? Gud vet
hvad han kunde ville gjøre; av en slyngel kunde man vente
alt. Lynge besluttet å tie bom stille både om skriftet og for-
fatteren; det var det ædelmodigste. Og han visste bestemt at
tidde han vilde også de andre blader tie, like til Nordmanden
som vilde vente i tre uker før den sa det ord som skulde sies
og som kollegialt begrov saken for stedse.
Men da to uker var gåt var det Lynge umulig å holde denne
beslutning fast, så søvnig kunde han ikke længer være, det lå
ikke for ham. Han måtte ialfald hævde Gazettens ry som det
bedst underrettede blad og si verden at den anonyme bak-
vasker var kjendt. Manden stod i den og den bank, hans vandel
var det kanske intet å utsætte på, det visste Lynge intet om,
men han vilde våge en liten antydning i retning av dårlig
skudsmål. En mand som ble angit av sine egne venner måtte
noget hæfte ved og Endre Bondesen hadde uttrykkelig kaldt
ham en laban, en stimand. For sikkerhets skyld sendte Lynge
den forfarne Leporello ned til Høibros chef for å forhøre sig;
men Leporello blev vist døren. Da finder Lynge at det begyn-
der å gå over alle grænser; blev Gazettens mand, hans mand,
vist døren? Hans frimodighet blusser høit, han begir sig selv
ned til bankchefen, i lovens og ordenens navn. Han føler endnu
sin gamle kraft i sig og han træder ind i banken med løftet
hode, som en mand som aldrig bøier sig, aldrig viker en tomme.
Han sier chefen under fire øine sit ærend — bøkerne frem! Men
døren blev akkurat like så høflig, like så nydelig åpnet for ham,
og da han befandt sig utenfor blev døren lukket igjen!
Da var det forbi med Lynges tålmodighet, han gik op i sit
kontor og skrev sin første foreløpige notis med lynende øine.
Smædeskriverens vandel var plettet og hans skudsmål så dårlig
som det kunde være.
Og Høibros brochure var virkelig også så uretfærdig, så en-
sidig, at den kunde forklare Lynges harme. Ak hvor den var
ensidig! En mand med hans store fortjenester og gode hjærte
burde ikke prisgives landets hånlatter selv om han i nyhets-
fattige tider gjorde revolter i politiken og bragte sit blad i
vinden. Midt i sin motgang hadde Lynge også øie og øre for
andre end sig selv. Hadde han kanske helt glemt den fattige
dikter på kvisten i Tordenskjoldsgaten? Lynge slog ikke hånden
av ham. Indtil nu hadde Fredrik Ihlen optat en stol i Gazettens
kontor, men nu skulde endelig Fredrik Ihlen væk, Lynge hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
