Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Redaktør Lynge (1893) - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
Ja kanske De, svarte hun sagte. Men De skal vite at det er
jeg ikke værd.
Så, ikke værd! — Men han tænkte ikke mere, forstod ikke
hendes ord. Ikke værd? De taler så rart, men jeg er lykke-
lig, jeg holder Deres hånd, Deres hænder for første gang, det
vals.
De sier De er lykkelig, svarte hun. Det vil De ikke si imorgen.
Jo imorgen også, altid. Jeg holder Deres tynde hvite hænder,
se her, tynde og pene hænder, litt kolde. Jo imorgen også,
netop imorgen når jeg får en tung sak ifra mig. Og da vil
jeg spørre Dem om noget, be Dem ....
Hun gjorde sig fri og reiste sig, han fulgte efter, hun var
høi og blussende, hendes bryst gik sagte op og ned.
Jeg elsker Dem, sa hun rolig, ja det er Dem jeg elsker. Men
Jeg sier nei til alt De vil spørre om.
De så begge på hverandre. Hun tok pludselig hans hode ned
med sine hænder og kysset ham på munden, klynket litt da
hun gjorde det, kysset ham en lang gang og ilet dermed mot
døren.
For jeg er ikke nogen uskyldig kvinde, sa hun tilslut.
Hun gik.
Høibro blev stående midt på gulvet. Ikke uskyldig? Hvad
betydde det? Var Charlotte ikke uskyldig? Hun hadde kysset
ham, det hadde hun virkelig, han følte det endnu. Og hvorfor
hadde hun sagt at hun ikke var uskyldig? Dette med renheten
var hans eget gamle, dumme ord.
Men i himlens navn, var Charlotte ikke uskyldig? Ja hvad
så, om hun ikke var det? Hun hadde kysset ham, hun elsket
ham; hvorledes var det, hadde hun ikke sagt det like ut at hun
elsket ham? Men hun var ikke uskyldig, hadde hun derpå sagt,
og det kom det heller ikke an på når hun elsket ham. Hvem
var uskyldig? Han selv var det heller ikke, han var endog en
forbryter, en ugjærningsmand, og først imorgen vilde han kunne
indløse sit papir.
Han ser bort til pengene på bordet og de store sedler ligger
på sin plass. Jo imorgen vilde han gå til Charlotte med sin store
bøn. Hun skulde ikke være uskyldig? Ak uskyldigere end han,
uskyldigere end nogen, han vilde virkelig knæle for hende.
Nei — og hun elsket ham, hun hadde kysset ham!
Han er overvældet av denne erindring, gjennembævet av vild
deilighet, og han blir stående der midt på gulvet uten å foreta
sig noget. Hun hadde hat sin morgenkjole på, en tynd kjole
hvorigjennem man kunde læse hende, og armene var nakne
næsten helt op til albuen, så korte var disse kjoleærmer. For
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
