Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ny jord (1893) - Slutning - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
323
disse, vær så snill Jeg skal gi dig resten senere, med tiden, men
Jeg måtte komme idag ....
Men han avbrøt hende ganske fortvilet:
Nei kan du ikke engang ....! Bestandig kommer du tilbake
til pengene. Hvorfor sparer du penger til mig? Jeg forstår ikke
at det kan glæde dig. Jeg har penger nok, forretningen går
igjen, går storartet, jeg trænger ingenting ....
Men det er en anden sak med disse penger, ropte hun. Jeg
gir dig dem for min egen skyld. Jeg har jo også fåt dem av
dig, du har sendt mig altfor mange, jeg kunde lægge dem tilside
hver gang. Hadde jeg ikke hat denne lille glæde å tænke på
vilde jeg ikke ha holdt det ut med mig selv. Jeg har tællet sed-
lerne hver dag og ventet på å få nok, det er heller ikke halv-
delen til rest, som jeg sa, jeg har regnet det over, det er om-
trent en fjerdedel til rest. Jeg skammer mig ....
Og det gik med ett op for ham hvorfor hun absolut vilde gi
ham netop disse penger. Han tok dem og takket. Han kom ikke
til å si noget andet end at det var mange penger, rigtig mange
penger. Men gik hun nu ikke sig selv for nær? Ja kunde han
stole på det? For han vilde gjærne låne dem av hende og takke
til, hun skulde få dem tilbake, de kunde stå hos ham sålænge,
i hans forretning. Men ialfald så var det en ren velgjærning mot
ham at hun kom og hjalp ham just nu, for han hadde virkelig
bruk for penger, for endel penger, når han endelig skulde til-
stå det ....
Han røbet sig ikke med en mine, han gav agt på hende og
så at hun rykket til av glæde, hendes øine lyste under sløret
og hun sa:
Gud, hvor det var godt at jeg kom idag da.
Denne røst, denne røst! Han kjendte den fra deres første
lykkelige dager når hun var forknyt av taknemmelighet for et
eller andet. Han var kommet om hjørnet av pulten og trådte
atter tilbake, overvældet av hendes nærhet, av hendes skikkelse,
det fulde blik under sløret. Han så mot gulvet.
Hvorledes lever du? sa hun. Og børnene?
Jo utmærket, børnene vokser ut av klærne. Vi lever alle ut-
mærket. Og du?
Jeg hørte slet ingenting om nogen av dere mere. Jeg vilde
ha ventet til jeg kunde komme med pengene, til jeg kunde
komme med den siste fjerdedel også, men jeg holdt det ikke ut.
Sålænge Ole levet fortalte han mig om dere allesammen; men
så hadde jeg ikke ham å gå til længer og jeg tapte aldeles tål-
modigheten. Jeg var også her utenfor igår, men jeg gik ikke
ind, jeg vendte om ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
