Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
339
rens år og vidnet om at mennesker var kommet med kornsækker
på ryggen og hadde fåt dem malet. Jeg gik som blandt men-
nesker der, på væggene var også mange bokstaver og årstal
skåret ind.
Nuvel!
V
Skal jeg skrive mere? Nei, nei. Bare litt for min foruøielses”
skyld og fordi det korter mig tiden å fortælle om hvorledes
våren kom for to år siden og hvorledes marken så ut. Jorden
og havet begyndte å lukte litt, det luktet søtlig svovlbrint av
det gamle løv som rotnet i skogen og skjorene fløi med kvister
i næbbet og bygget reder. Et par dager endnu, og bækkene
svulmet op og begyndte å skumme, en og anden neslesommer-
fugl såes og fiskerne kom hjem fra sine rorvær. Handelsman-
dens to jægter kom fuldlastet med fisk og ankret utenfor sine
tørkeplasser; det blev pludselig liv og røre ute på den største
av øerne hvor fisken skulde tørkes på bergene. Jeg så alt fra
mit vindu.
Men til hytten nådde ingen støi, jeg var og blev alene. Nu
og da kom et menneske forbi, jeg så Eva, smedens datter,
hun hadde fåt et par fregner over næsen.
Hvor skal du hen? spurte jeg.
I vedskogen, svarte hun stille. Hun hadde et rep i hånden
til å bære veden i og hun hadde sit hvite tørklæ på hodet. Jeg
så efter hende, men hun vendte sig ikke om.
Så gik det mange dager inden jeg så nogen igjen.
Våren trængte på og skogen lysnet; det var en stor fornøielse
å lagtta trostene som sat i trætoppene og stirret mot solen og
skrek; stundom var jeg oppe allerede ved totiden om morg-
ningen for å få del i den frydefulde stemning som utgik fra
fugler og dyr når solen randt.
Våren var vel også kommet til mig og mit blod banket til
sine tider likesom av fottrin. Jeg sat i hytten og tænkte på å
efterse mine fiskestænger og mine dorger, men jeg rørte ikke
en finger for å bestille noget, en glad og dunkel uro gik ut og
ind av mit hjærte. Så sprang Æsop pludselig op, blev stående
på stive ben og gav et kort bjæf. Det kom folk til hytten, jeg
fik hurtig min lue av hodet og hørte allerede jomfru Edvardas
røst i døren. Venlig og fordringsløst kom hun og doktoren for å
besøke mig som de hadde sagt.
Jo han er hjemme, hørte jeg hende si. Og hun kom frem og
rakte mig aldeles på pikemanér sin hånd. Vi var her igår også,
men da var De ikke hjemme, forklarte hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
