Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - IX - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
349
hende ikke igjen. Hun var i den grad opmærksom at hun slet
ikke tok sig i agt, men blev styg, enfoldig å se på, hendes læbe
hang langt ned.
Jaså, sa hun og rettet sig op.
De første regndråper faldt.
Det regner, sa jeg så.
Ja tænk det regner, sa hun også og gik allerede bort.
Jeg fulgte hende ikke hjem, hun vandret alene sin vei, jeg
skyndte mig opover til hytten. Nogen minutter gik, det be-
gyndte å regne hæftig. Med ett hører jeg at et menneske kom
løpende efter mig, jeg stanser og ser Edvarda. Hun var blit rød
av anstrængelse og smilte.
Jeg glemte det, sa hun forpustet. Det var den tur til tørke-
plassen, til klipfiskbergene. Doktoren kommer imorgen, har
De tid da?
Imorgen? Javel. Jo jeg har tid.
Jeg glemte det, sa hun atter og smilte.
Da hun gik la jeg mærke til hendes tynde, skjønne lægger,
de var våte høit op. Hendes sko var uttrådte.
X
Jeg husker endnu godt en dag. Det var den dag da min som-
mer kom. Solen begyndte allerede å skinne om natten og tørket
den våte jord til om morgningen, luften var blit bløt og fin
efter det siste regn.
Det var om eftermiddagen jeg møtte op på bryggen. Vandet
lå aldeles stille, vi hørte latter og snak ute fra øen hvor mænd
og piker arbeidet med fisken. Det var en glad eftermiddag.
Ja var det ikke en glad eftermiddag? Vi hadde kurver med
mat og vin med, et stort selskap av mennesker fordelt i to
båter, unge kvinder i lyse kjoler. Jeg var så tilfreds, jeg nynnet.
Og kommen i båten tænkte jeg på hvor alle disse unge men-
nesker var kommet ifra. Det var lensmandens og distriktslægens
døtre, et par guvernanter, damerne fra præstegården; jeg hadde
ikke set dem før, de var fremmede for mig og allikevel så til-
litsfulde som om vi hadde kjendt hverandre i lang tid. Jeg
begik nogen feil, jeg var blit uvant med å omgåes mennesker
og sa ofte du til de unge damer; men det blev ikke tat mig
ilde op. Jeg sa engang: Kjære, eller: min kjære; men man und-
skyldte mig også derfor og lot som om jeg ikke hadde sagt det.
Hr. Mack hadde som sædvanlig sit ustivede skjortebryst med
diamantspænden. Han lot til å være i utmærket humør og ropte
over til den andre båt:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
