Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
353
Vi hadde flere steder å træffes på, ved møllen, på veien,
ja endog i min hytte; hun kom hvorhen jeg vilde. Goddag! ropte
hun altid først og jeg svarte goddag.
Du er glad i dag, du synger, sier hun, og hendes øine funkler.
Ja jeg er glad, svarer jeg. Du har en flæk der på akslen,
det er støv, kanske er det søle fra veien; jeg vil kysse den flæk,
jo lat mig få lov til å kysse den. Alt hvad som er ved dig
virker ømt på mig, jeg er så forstyrret efter dig. Inat sov jeg ikke.
Og det var sandt, i mere end en nat lå jeg søvnløs.
Vi spaserer side om side bortefter veien.
Hvad synes du, bærer jeg mig ad således som du liker det?
sier hun. Kanske snakker jeg formeget? Ikke? Ja men du skal
si hvad du synes. Stundom tænker jeg ved mig selv at dette
aldrig kan gå vel ....
Hvad er det som ikke skal gå vel? spør jeg.
Dette med os. At det ikke kommer til å gå vel. Enten du
tror det eller ikke så går jeg her og fryser nu; det isner mig
nedover ryggen bare jeg kommer indtil dig. Det er av lykke.
Ja i like måte, svarer jeg, det isner også gjennem mig bare
jeg ser dig. Jo det skal nok gå vel. Forresten skal jeg klappe
dig litt på ryggen for å varme dig.
Hun later mig motstræbende gjøre det, jeg klapper litt hår-
dere, bare for spøk, jeg ler og spør om det ikke hjælper.
Å nei ikke vær så snil å dunke mig mere i ryggen, sier hun.
Disse par ord! Det lydde så hjælpeløst for mig at hun sa:
ikke vær så snil.
Så gik vi videre bortover veien. Er hun misfornøiet med
mig for min spøk? spurte jeg mig selv og jeg tænkte: lat os se.
eg sa:
; eg kommer til å huske noget. Engang på en kanetur var
det en ung dame som tok et hvitt silketørklæ av sin egen hals
og bandt det om min. Om kvælden sa jeg til damen: De skal
få Deres tørklæ tilbake imorgen, jeg vil la det vaske. Nei,
svarer hun, lat mig få det nu, jeg vil opbevare det som det er,
ganske som De har brukt det. Og hun fik tørklædet. Tre år
efter traf jeg den unge dame igjen. Tørklædet? sa jeg. Hun
bragte tørklædet. Det lå i sit papir like uvasket, jeg så det selv.
Edvarda skottet op på mig.
Ja? Hvordan gik det så?
Nei det var ikke mere, sa jeg. Men jeg synes det var et
skjønt træk.
Pause.
Hvor er den dame nu?
I utlandet.
23 — Hamsun: II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
