Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366
Nei det er ikke mit, sa hun og vendte sig optat om mot sin
sidemand.
Undskyld da, sa jeg.
Det var flere av gjæsterne som la mærke til dette lille optrin.
Mit hjærte hvæste i mig, jeg sa krænket:
Men imidlertid skylder De mig en forklaring ....
Hun reiste sig, grep begge mine hænder og sa med indtræn-
gende stemme:
Men ikke idag, ikke nu. Jeg er så trist. Gud, hvor De ser
på mig! Vi var jo venner engang ....
Jeg gjorde overvældet høire om og gik atter ind til de dan-
sende.
Litt efter kom også Edvarda ind, hun stilte sig ved klaveret
hvor den handelsreisende sat og spilte en dans, hendes ansigt
var i dette øieblik fuldt av hemmelig kummer.
Jeg har aldrig lært å spille, sier hun og ser på mig med
dunkle øine. Kunde jeg endda det!
Hertil kunde jeg intet svare. Men mit hjærte fløi til hende
igjen og jeg spurte:
Hvorfor er De med en gang blit så bedrøvet, Edvarda? Hvis
De visste hvor jeg lider ved det.
Jeg vet ikke hvorfor, svarte hun. For alle ting kanske. Gid
disse mennesker vilde gå igjen straks, alle som en. Nei ikke De;
husk på De skal være den siste. Og atter levet jeg op igjen
ved disse ord og mine øine så lyset i den solfyldte stue. Provstens
datter kom bort til mig og gav sig til å tale med mig, jeg
ønsket hende langt, langt bort og gav hende korte svar. Jeg så med
forsæt ikke på hende da hun hadde talt om mit dyreblik. Hun
vendte sig til Edvarda og fortalte hende at hun engang i utlan-
det, jeg tror det var i Riga, var blit forfulgt av en herre på gaten.
Han fulgte efter mig gate efter gate og smilte til mig, sa hun.
Var han da blind? utbrøt jeg for å være Edvarda til behag.
Samtidig trak jeg på akslen.
Den unge dame forstod med ett mine grove ord og svarte:
Ja det måtte han vel være eftersom han kunde forfølge et
så gammelt og stygt menneske som mig.
Men jeg opnådde ikke Edvardas taknemmelighet, hun trak
sin veninde med, de hvisket sammen og rystet på hodet. Fra
nu av var jeg aldeles overlatt til mig selv.
En time går endnu, sjøfuglene begynder å vakne op ute ved
skjærene, deres skrik lyder ind gjennem vore åpne vinduer. Et
støt av glæde for gjennem mig ved å høre disse første fugleskrik
og jeg længtet ut til skjærene ....
Doktoren var atter kommet i god stemning og henledet al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
