Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
åndedræt, tænker jeg. I disse skoger har Iselin gåt, her bønhørte
hun jægere i gule støvler og grønne kapper. Ute på sin gård
bodde hun, to fjerdinger herfra, hun sat i sit vindu for fire
menneskealdere siden og hørte jagthornet gjalde fra skogene
trindt omkring. Her var ren og ulv og bjørn og jægerne de var
mange og alle så de hende vokse op og hver og en så ventet de
på hende. En hadde set hendes øine, en anden hørt hendes røst;
men engang stod en søvnløs svend op om natten og boret et hul
ind til Iselins kammer, han så hendes hvite fløiels mave. I
hendes tolvte år kom" Dundas. Han var skotte, han handlet med
fisk og hadde mange skibe. Han hadde en søn. Da Iselin blev
seksten år så hun første gang den unge Dundas. Han var hendes
første kjærlighet ....
Og så sære stemninger trækker gjennem mig og så tungt blir
mit hode, mens jeg sitter der; jeg lukker øinene og føler atter
Iselins kys. Iselin, er du her, du livets elskerinde? sier jeg, og
har du Diderik stående bak et træ? .... Men tyngre og tyngre
blir mit hode og jeg flyter ind i søvnens bølger.
Lul, lull! En røst taler, det er som om syvstjærnen synger
gjennem mit blod, det er Iselins røst:
Sov, sov! Jeg vil fortælle dig om min kjærlighet mens du
sover og jeg vil fortælle dig om min første nat. Jeg husker det,
jeg glemte å låse min dør; jeg var seksten år, det var vårtid
og varme vinde; Dundas kom. Det var som en ørn som kom
susende. Jeg traf ham en morgen før jagttid, han var fem og
tyve år og kom fra fjærne reiser, han spaserte ved min side
i haven og da han berørte mig med sin arm begyndte jeg å elske
ham. Han fik to feberrøde flækker i panden og jeg kunde ha
kysset de to flækker.
Om kvælden efter jagttid gik jeg og så efter ham i haven
og jeg var rædd for at jeg skulde finde ham. Jeg nævnte sagte
hans navn for mig selv og jeg var rædd for at han skulde høre
det. Da kommer han frem fra buskene og hvisker. Inat klok-
ken ett! Hvorpå han forsvinder.
Inat klokken ett, sier jeg til mig selv, hvad mente han med
det? Jeg forstår ingenting. Han mente vel at han skulde på
reiser igjen inat klokken ett, men hvad kommer det mig ved
om han reiser?
Så var det at jeg glemte å låse min dør .
Klokken ett stiger han ind.
Var ikke min dør låset? spør jeg.
Jeg skal låse den, svarer han.
Og han låser døren av og lukker os inde.
Jeg var så rædd for støien av hans store støvler. Væk ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
