Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380
Fornøier mig meget, hr. løitnant. Hr. løitnanten har været
længe her?
Nogen måneder.
En behagelig mand. Hr. Mack opfordret ham til å tale om
sine skjæl og smådyr og han gjorde det beredvillig, forklarte os
lerarten omkring Korholmerne, gik ind i salen og hentet en
prøve av tang fra Hvitehavet Han førte idelig høire pekefinger
op og flyttet de tykke guldbriller frem og tilbake på næsen.
Hr. Mack var i høi grad interesseret. En time gik.
Baronen talte om mit uheid, mit ulykkelige skudd. Var jeg
helbredet? Virkelig? Glædet ham.
Hvem har fortalt ham om mit uheld? tænkte jeg. Jeg spurte:
Av hvem har hr. baronen hørt om mit uheld?
Av .... ja hvem var det nu? Frøken Mack, tror jeg. Ikke
sandt, frøken Mack?
Edvarda blev blussende rød.
Jeg kom så fattig, i flere dager hadde en mørk fortvilelse
tynget mig ned, men ved de siste ord av den fremmede flakket
straks en glæde gjennem mig. Jeg så ikke på Edvarda, men
jeg tænkte: Tak fordi du da har talt om mig, nævnt mit navn
med din tunge, skjønt det er evig betydningsløst for dig. Godnat.
Jeg tok avsked. Edvarda forblev sittende også nu, hun und-
skyldte sig for høflighets skyld med at hun var upasselig. Med
likegyldighet gav hun mig hånden.
Og hr. Mack stod i ivrig passiar med baronen. Han talte
om sin bedstefar konsul Mack:
Jeg vet ikke om jeg allerede har fortalt hr. baronen at denne
spænde fæstet kong Carl Johan med egne hænder i min bedste-
fars bryst.
Jeg kom ut på trappen, ingen fulgte mig ut. Jeg kastet i
forbigående et blik ind gjennem vinduerne i storstuen, da stod
Edvarda der, høi, opret, holdende med begge hænder gardinerne
tilside og så ut. Jeg undlot å hilse, jeg glemte alt, en strøm av
forvirring grep mig og førte mig hastig avsted.
Holdt, stans et øieblik! sa jeg til mig selv da jeg hadde nådd
skogen. Ved Gud i himlen, dette skal det bli en ende på! Jeg
blev pludslig het av sinne og stønnet. Ak jeg hadde ingen ære
i brystet mere, høit regnet hadde jeg nytt Edvardas nåde en
uke, nu var den for længe siden forbi og jeg indrettet mig ikke
derefter. Fra nu av skulde mit hjærte tilrope hende: Støv, luft,
muld på min vei, ved Gud i himlen ....
Jeg nådde hytten, fandt min fisk frem og holdt måltid.
Her går du og gløder ut dit liv på en ringe skolepike og dine
nætter er fulde av øde drømme. Og en lummer vind står stille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
