Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - XXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
391
Jeg vandrer tilskogs med min børse og min hund, jeg gjør en
nying op og lyset fra mit bål skinner ind mellem furustam-
merne. Det er ingen frost.
Den første jærnnat, sier jeg. Og en forvirrende hæftig glæde
over tiden og stedet gjennemryster mig sælsomt ....
En skål, I mennesker og dyr og fugler, for den ensomme nat
i skoger, i skoger! En skål for mørket og Guds mumlen mellem
trærne, for taushetens søte, enfoldige vellyd mot mine ører,
for grønt løv og gult løv! En skål for den livets lyd jeg hører,
en snøftende snute mot græsset, en hund som snuser henover
jorden! En stormende skål for den vildkat som ligger på stru-
pen og sigter og bereder sig til spranget på en spurv i mørke,
i mørke! En skål for den miskundelige stilhet på jorderik, for
stjærnene og for halvmånen, ja for dem og den! .
Jeg reiser mig op og lytter. Ingen har hørt mig. Jeg sætter
mig igjen.
En tak for den ensomme nat, for bergene, mørkets og havets
sus, det suser gjennem mit hjærte! En tak for mit liv, for mit
åndepust, for den nåde å leve inat, det takker jeg for av mit
hjærte! Hør i øst og hør i vest, nei hør! Det er den evige Gud!
Denne stilhet som mumler mot mit øre er alnaturens blod som
syder, Gud som gjennemvæver verden og mig. Jeg ser en blank
spindeltråd i skinnet av min nying, jeg hører en roende båt på
havnen, et nordlys glir opover himlen i nord. Å, ved min udøde-
lige sjæl, jeg takker også meget fordi det er mig som sitter her!
Stilhet. En furukongle falder dumpt til jorden. En furukongle
faldt! tænker jeg. Månen er høit oppe, ilden flakker på de halv-
brændte brande og vil gå ut. Og i den sene nat vandrer jeg
hjem.
Den anden jærnnat, den samme stilhet og det milde veir.
Min sjæl grubler. Jeg går mekanisk bort til et træ, trækker
luen dypt ned i panden og læner mig med ryggen til dette
træ, med hænderne foldet bak min nakke. Jeg stirrer og tænker,
flammen fra min nying blænder mine øine og jeg føler det ikke.
Jeg står i denne meningsløse stilling en god stund og ser på
ilden; mine ben svigter først og blir trætte, ganske stivbenet
sætter jeg mig ned. Først nu tænker jeg over hvad jeg har
gjort. Hvorfor dog stirre så længe på ilden?
Æsop reiser hodet og lytter, den hører trin, Eva viser sig
mellem trærne.
Jeg er såre tankefuld og bedrøvet iaften, sier jeg.
Og hun svarer av medfølelse intet.
Jeg elsker tre ting, sier jeg så. Jeg elsker en kjærlighetsdrøm
jeg hadde engang. jeg elsker dig og jeg elsker denne plet jord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
