Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Dronningen av Saba - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men det viste sig at endog sofaen var optat!
Nu begyndte jeg halvveis å bli rædd. Skulde jeg endnu gå
en god svensk mil til slap jeg aldrig derfra med helsen; en god
mil i Sverige er det faktisk ingen ende på, det visste jeg.
Men Herregud, ser De da ikke at jeg har gåt mine sko
istykker? ropte jeg; De jager dog vel ikke folk ut igjen i slike
sko?
Ja men skoene blir vel ikke bedre imorgen heller, bemærket
hun smilende.
Nei deri hadde hun også ret og jeg visste ikke hvad råd
jeg skulde ha. I det samme går døren op og ind stormer en
ung pike påny.
Hun ler av noget som har hændt hende eller som hun tænker
på og hun har munden åpen for å fortælle det. Da hun får
øie på mig blir hun ikke det ringeste forlegen, men ser ved-
holdende på mig og gir mig endog langt om længe et nik.
Derpå spør hun sagte:
Hvad er iveien, Lotta?
Og Lotta svarer hende noget som jeg ikke hører, men jeg
forstår at det er om mig de hvisker. Jeg sitter der og ser på
dem og lytter som om min skjæbne skulde avgjøres. Nu kaster
de et stjålent blik på mine sko og jeg hører at de ler litt sig
imellem. Den sist indkomne unge dame rystet på hodet og
er ifærd med å gå igjen.
Da hun var kommet til døren vendte hun sig pludselig om
som om noget faldt hende ind og sa:
Men jeg kan jo ligge sammen med dig inat, Lotta, så kan
han få mit rum?
Nei, svarer Lotta, det kan frøkenen virkelig ikke gjøre.
Jovisst kan jeg så!
Pause. Lotta tænker på det.
Ja når frøkenen så vil, så — og henvendt til mig fortsætter
Lotta: Frøkenen vil altså overlate Dem sit værelse.
Jeg springer op, sætter tærne ut og gjør et bukk, jeg tror jeg
skilte mig godt fra det. Jeg takket også frøkenen mundtlig,
sa at hun hadde vist mig en elskværdighet som var enestående
i mit liv og tilslut erklærte jeg at hendes hjærte var altså like
så godt som hendes øine var skjønne — min frøken! Dermed
bukket jeg igjen og jeg gjorde det atter godt.
Jo alt dette klarte jeg utmærket. Hun rødmet og sprang på
dør med en høi latter og Lotta sprang efter.
Jeg sat tilbake og tænkte over det. Det var godt; hun hadde
ledd, rødmet og ledd, det kunde ikke begynde bedre. Herre-
gud, hvor hun var ung, knapt atten år, med huller i kinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
