Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Jon Tro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33
Glædelig jul, sa jeg. Det er godt og varmt hos dig, jeg har
ikke lagt i min ovn idag, den trækker ikke heller, så det kan
være det samme.
Til dette svarte ikke Qvisling noget. Han reiste sig og fandt
frem både en bit spekepølse og et godt stykke brød. Jeg sat
og så bort i en anden væg mens dette stod på, og da Qvisling
bydde mig å ta for mig og endog satte en stol tilrette for mig
ved bordet lot jeg rigtig overrasket: Nei kjære, hvad var det
han fandt på? Jaså, han hadde mat også han? Hja, tak skulde
han ha, det var ikke bortkastet møie å spise litt heller, især
av slik mat da.
Det blev til det at jeg spiste litt.
Så, sit ikke der med mnarrestreker. Spis op maten, vel, sa
Qvisling.
Og jeg spiste op maten siden han sa det.
En stund sat Qvisling i tanker, så reiste han sig, rev sig i
håret og mumlet:
Du skulde hat en dram også, men det eier jeg ikke ....
Hvad mener du om å gå over til Jon Tro?
Nei, svarte jeg god og mæt, hvad skulde vi gjøre hos ham?
Ja hvis du sier det så.
Jo, Qvisling vilde over til Jon Tro. Og han spændte ga-
loscherne på.
Nu var Jon Tro en aldeles underlig mand, bondegut, teolog-
isk student og praktisk som en smed. Han var så nidsk og
nøie på skillingen at han knapt timedes å betale husleien;
han bodde også så slemt som et menneske kunde bo, i et kot
hvor det hverken var skikkelige stoler eller noget for vinduerne.
Men ingen skulde få det indtryk av Jon når man så ham ute
at han bodde stort værre end andre, han var altid så bra klædt,
efter mit skjøn, og gik endog med en paraply i regnveir.
Han må nu vel endelig være hjemme, sa Qvisling og ban-
ket på.
Jo han var hjemme.
Glædelig jul. Vi slog os ned det bedste vi kunde og begyndte
å prate væk. Jeg ser mig om. Gulvet hælder stærkt nedover mot
døren, taket er et skråtak med et vindu. En floshat og en
stråhat hænger på væggen, ellers var det ikke så godt som et
billede engang på alle de fire vægger, bare disse to hatter. Og
sengen var næsten tom for klær.
Så sier Qvisling pludselig:
Du er i det hele tat en mærkelig fyr, du Jon Tro. Det var
kanske ikke umulig at du kunde låne mig en fem kroners
penger også du hvis jeg bad dig?
3 — Hamsun: III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
