Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Damen fra Tivoli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
Vi gik op Rosenkrantzgaten bortimot Tivoli, over Drammens-
veien og bøiet atter av ind i parken; damen var stadig den
anførende. Vi satte os på vor gamle bænk og talte igjen om
endel likegyldige ting; hun var som sædvanlig dygtig spring-
ende i sin tankegang, men ellers nokså interessant. Hun lo
endog et par ganger og nynnet iblandt på en vise.
Klokken ti reiste hun sig og bad mig følge hende. Jeg bydde
hende mere for spøk end for alvor min arm. Hun så på mig.
Det tør jeg ikke! svarte hun alvorlig.
Vi gikk bortimot Tivoli og lyttet til støien utenfor. Da glidde
manden på korketrækkeren igjen tilveirs. Min dame blev først
meget angst for ham og hun grep mig hæftig i armen som
om det var hende som stod i fare for å falde ned; derpå slog
hun over i lystighet. Hvad om han nu glidde utenfor! Hvad om
den arme rytter faldt ned og blev stående tilknæs i en ølseidel
nede på et av bordene! Og hun lo så tårerne trillet av denne
tanke.
Stadig under den bedste stemning gik vi hjemover; hun nyn-
net atter en melodi. I en mørk gate, ved et hus, hvor det lå
en liten sort jærntrappe utenfor stanset hun med en gang op
og stirret frem i rædsel. Jeg blev forundret stående. Hun pekte
på det nederste trin av trappen og sa hæst:
Akkurat så stor var den lille likkiste.
Nu blev jeg sandt å si ærgerlig. Jeg trak på akslerne og sa:
Seså, begynder vi nu igjen!
Hun så på mig. Og langsomt, ganske langsomt fyldtes hen-
des øine med vand; i lyset fra husets nederste vinduer så jeg
at hendes læber sitret. Hun foldet fortapt hænderne. Et øieblik
efter trådte hun et skridt frem og sa:
Kjære, snille Dem, bær over med mig!
Naturligvis! svarte jeg igjen. Og vi gik videre. Utenfor hendes
dør tok hun pludselig min hånd da hun sa godnat.
Det gik nu flere uker i hvilke jeg ikke så noget til den under-
lige dame. Jeg var harm på mig selv for min godtroenhet og
blev mere og mere viss på at hun hadde drevet løier med mig.
Godt! tænkte jeg, jeg gir hende ialfald fan herefter.
Så sitter jeg en kvæld i teatret og ser på «De unges forbund».
I anden akt føler jeg mig pludselig betat av uro, et eller andet
utenfor mig påvirket mine nerver, jeg følte det samme ubehag
som hin gang utenfor Tivoli under Pariserkorets koncert. Jeg
vendte mig hurtig om — ganske rigtig, der sitter min dame
igjen og stirrer på mig med sit betændte blik!
Jeg dukket mig ned, vridde mig i sætet, iagttok Daniel Heire
4 — Hamsun: III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
