Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - På gaten. Dagboksblad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
Jeg stanset. Så spændt hadde jeg gåt på utfaldet av denne
prøve at mit hjærte klappet stærkt da han sa disse ord.
Nu gav jeg efter for en overmåte tosket idé. Gutten hadde
likefrem med koldt blod gjort nar av mig og bydd mig «Vi-
kingen» tre ganger i træk, jeg var forbløffet og sint og jeg
bebreidet ham i de hårdeste ord jeg kunde finde at han ikke
lot folk få gå 1 fred. Han svarte ikke, men han stirret på
mig som før; det liknet likefrem forhærdelse. Da var det at
jeg fik mit indfald: jeg tok en halvkrone op av lommen, holdt
den like bort under guttens næse og lot den falde ned mellem
sprosserne i jærnristen som han stod på. Jeg hadde ikke før
gjort dette før jeg tok nok en halvkrone op av lommen, viste
ham den også og lot den gå samme vei.
Værsågod, sa jeg skadefro, ta dem nu der nede, din lille
satan, og lat mig gå i fred for dig.
Risten var fastfrosset og det var mig en tilfredsstillelse å se
hvorledes min plageånd måtte rykke og slite i sprosserne for
å komme til. Hans fingrer hang nu og da fast i det frosne jærn.
Jeg så også at han fik et sår på det ene håndledd; men han
arbeidet like hidsig på å komme ned til de to halvkroner. Han
gir slet ikke tapt, han blotter sin ene arm og piner sin hånd
ned mellem risten og væggen. Hans arm var sykelig og tynd.
Endelig får han tak i den ene skilling på bunden.
Nu har jeg den ene, sier han lykkelig.
Idet han trækker hånden til sig skraper han huden av sine
knoker mot muren. Han ser på mig om det er mit alvor at
han skal få disse penger, alle disse penger, og da jeg intet
sier beholder han dem og gjør anstalter til å få også den andre
halvkronen op. Han presser påny sin hånd ned i sprækken og
begynder å strække sine fingrer ut efter den store skat. Hans
iver er storartet, han forsøker sig her og der langs åpningen,
han strækker endog i sin hjælpeløshet tungen ut, som om det
kunde hjælpe.
Hadde jeg bare en flis så kunde jeg kare den til mig med
den, sier han. Og han løfter samtidig hodet litt op og ser
på mig.
Ventet han hjælp fra mig? Mente den lille forslagne knægt
at jeg skulde hente fliser til ham til det bruk?
Jeg skal bringe dig en flis, sier jeg. Men det er ikke for å
hjælpe dig med det, så meget du vet det. Jeg skal bringe dig
en altfor kort flis som du ikke kan gjøre noget med allikevel.
Vil du bare vente litt så skal jeg straks.
Nei det er ikke værdt, svarer han med ett.
Han tar ned i sin lomme og får fat på en rustet foldekniv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
