Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - Hemmelig ve - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
hvilte på mig hele tiden mens han kom gående mot mig der
jeg sat og skrev. Han bad om undskyldning fordi han var
trængt ind til mig; han hadde set mig gå ut og ind i pensionen
et par ganger og det hadde forekommet ham at vi var gamle
bekjendte. Om jeg ikke kunde huske ham fra Helsingør, politi-
stationen i Helsingør?
Jeg hadde aldrig været i Helsingør, det måtte være en mis-
forståelse ....
Ikke? Skulde det da være i Malmø. Jo mere han tænkte på
det des tydeligere husket han at det var i Malmø han hadde
støtt på mig ....
Men jeg hadde heller ikke været i Malmø.
Han nævnte endnu et par steder og for hver gang jeg svarte
sa han: Bi litt! Jeg er aldeles sikker på at jeg har truffet Dem,
jeg husker bare ikke hvor. Tilsist nævnte han Kristiania og jeg
gik halvveis ind på at vi kanske kunde ha truffet hverandre i
Kristiania. Han gjorde mig usikker, jeg kunde ikke svare for at
jeg ikke hadde truffet ham i Kristiania engang.
Forresten har jeg intet ærend til Dem, sa han; det faldt mig
bare ind å hilse på Dem som landsmand og gammel kjending.
Vi talte litt sammen, vi spurte ikke hverandre ut om noget,
men talte om ganske likegyldige ting som nu er gåt mig av
minde. Jeg husker bare at hans ord ofte var slike at de kunde
forstås på flere måter, at det lå noget under og at manden i
det hele tat gjorde et hemmelighetsfuldt indtryk på mig.
Da han reiste sig for å gå bad han endnu en gang om und-
skyldning fordi han var kommet og da brukte han blandt andet
de ord:
Jeg kjeder mig, jeg har ikke noget å gjøre mere. Jeg finder
endog på å narre politiet nu og da for tidsfordriv; men det
er altfor let, det optar mig ikke.
Han var alvorlig da han sa dette, men jeg tok det allikevel
for spøk.
Ved døren vendte han sig om som om han pludselig husket
på noget og indbydde mig til en kjøretur om kvælden, «for
gammelt kjendskaps skyld». Jeg svarte først nei — jeg vet ellers
ikke hvorfor jeg svarte nei fra først av — men et øieblik efter
besluttet jeg mig til å følge med. Det siste han da sa til mig
var at jeg ikke måtte ta penger med mig. Man kunde aldrig
være forsigtig nok; jeg kunde lægge mine penger tilbake hos
min vært, sa han. Jeg forstod det ikke rigtig, men jeg sa ja
til dette og lovet å være ved «Hesten» klokken fem.
Da jeg var blit alene tænkte jeg litt over manden og hans
ord. Jeg fandt det noget besynderlig at han var kommet ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
