Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
nesker i den forgår. Lat forgå! svarer han. Eders herlighet, de
roper om hjælp, vi kan redde dem endnu og det er en hvit-
klædt kvinde med. Red dem! kommanderer han med torden-
røst. Så ser han slotsherrens børn igjen efter mange år og Vic-
toria kaster sig for hans føtter og takker ham for sin frelse.
Ingenting å takke for, det var bare min pligt, svarer han; gå
frit hvor I vil i mine lande. Og så later han slottets porter åpne
for selskapet og beværter det av guldfater og tre hundrede
brune slavinder synger og danser den hele nat. Men når slots-
børnene skal reise igjen da kan ikke Victoria det, men kaster
sig plat i støvet for ham og hulker fordi hun elsker ham. Lat
mig bli her, støt mig ikke bort, Eders herlighet, gjør mig til
en av Eders slavinder ..
Han begynder å drive hastig indover øen, gjennemisnet av
bevægelse. Javel, han vilde frelse slotsbørnene. Hvo vet, kan-
ske de nu var gåt vild på øen? Kanske Victoria var blit hæn-
gende fast mellem to stener og ikke kunde komme løs? Det
kostet ham bare å utstrække sin arm og befri hende.
Men børnene så forbausede på ham da han kom. Hadde han
forlatt båten?
Jeg gjør dig ansvarlig for båten, sa Otto.
Jeg kunde vise dere hvor det er bringebær? spurte Johannes.
Stilhet i selskapet. Victoria grep straks til.
Nei? Hvor er det henne?
Men byherren overvandt sig snart og sa:
Det kan vi ikke befatte os med nu.
Johannes sa:
Jeg vet også hvor det er muslinger å finde.
Ny stilhet.
Er det perler i dem? spurte Otto.
Tænk, om det var det! sa Victoria.
Johannes svarte nei at det visste han ikke; men muslingerne
lå langt ute på den hvite sand; man måtte ha båt og man
måtte dukke efter dem.
Så blev ideen aldeles utledd og Otto ytret:
Ja du ser mig ut til en dykker.
Johannes begyndte å ånde tungt.
Hvis dere vil så kan jeg gå op i fjældet der og trille en svær
sten nede i sjøen, sa han.
Hvorfor det?
Nei ikke for noget. Men så kunde dere se på det.
Men heller ikke dette forslag blev antat og Johannes tidde
beskjæmmet. Så gav han sig til å lete efter æg fjærnt fra de
andre, på en anden kant av øen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
