Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
var så underlig. Han hadde også slåt den sædvanlige sving
under sit navn. Og en time efter var han død .... Det var en
anden mand. Han ligger alene i et lite værelse som er panelet
med træ og blåmalet. Hvad så? Intet. I den hele vide verden
er han den som nu skal dø. Dette optar ham; han tænker på
det indtil han er utmattet. Han ser at det er aften, at klokken
på væggen er otte og han begriper ikke at den ikke slår. Klok-
ken slår ikke. Den er atpå kjøpet nogen minutter over otte og
den vedblir å tikke, men den slår ikke. Stakkars mand, hans
hjærne har allerede begyndt å sove, klokken har slåt og han
har ikke mærket det. Så stikker han hul i sin mors billede på
væggen, — hvad skal han med dette billede mere og hvorfor
skal det være helt når han går bort? Hans trætte øine falder
på blomsterpotten på bordet og han strækker hånden ut og
river sagte og eftertænksomt den store blomsterpotte ned på
gulvet så den går istykker. Hvorfor skal den stå og være hel?
Så kaster han sit cigaretmundstykke av rav ut av vinduet. Hvad
skal han med det mere? Det synes ham så indlysende at det
ikke behøver å ligge igjen efter ham. Og om en uke var
manden død ....
Johannes reiser sig og driver op og ned på gulvet. Naboen
i værelset ved siden av våkner, hans snorking er stanset og det
lyder et suk, et forpint støn fra ham. Johannes går på tå bort
til bordet og sætter sig igjen. Vinden suser i poplerne utenfor
hans vindu og bringer ham til å fryse. De gamle popler er
ribbet for løv og likner sørgelige vanskapninger; nogen knud-
rete grener sliper mot husets væg og frembringer en knakende
lyd, som en træmaskine, et gissent stampeværk som går og går.
Han kaster øinene ned på sine papirer og læser over. Javel,
hans fantasi har atter ført ham vild. Han har intet å bestille
med døden og en forbikjørende vogn. Han skriver om en have,
om en grøn og frodig have ved sit hjem, slotshaven. Det er
den han skriver om. Den ligger død og nedsnedd nu, men det
er den han skriver om allikevel og det er slet ikke vinter og
sne, men det er vår og duft og milde vinde. Og det er kvæld.
Vandet nedenfor ligger stille og dypt, det er som en sjø av
bly; syrinerne dufter, hæk efter hæk står med knopper og
grønne blader og luften er så stille at orfuglen høres å spille
på den andre siden av vågen. I en av gangene i haven står
Victoria, hun er alene, hvitklædt, tyve somre gammel. Der
står hun. Hendes skikkelse er høiere end de høieste rosen-
busker, hun ser utover vandet, ut til skogene, til de sovende
fjælde i det fjærne; hun ser ut som en hvit sjæl midt i den
grønne have. Nede fra veien høres fottrin, hun tar nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
