Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Victoria (1898) - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
Camilla indfandt sig, han førte hende til bruddet og hulen.
Han var usædvanlig rolig og lykkelig tilsinds, den unge pike
adspredte ham, hendes lyse, lette ord flagret omkring ham som
små velsignelser. Idag var de gode ånder nær ....
Jeg husker, Camilla, at De engang forærte mig en dolk. Den
hadde en skede av sølv. Jeg la den i en kasse sammen med
andre ting; for jeg hadde ikke bruk for den.
Nei De hadde ikke bruk for den; men hvad så?
Jo nu har jeg mistet den.
Tænk, det var uheldig. Men jeg kan kanske få maken til
Dem et sted. Jeg skal prøve.
De gik hjemover.
Og kan De huske den svære medaljon De engang gav mig?
Den var aldeles tyk og tung av guld og stod på stativ. I me-
daljonen hadde De skrevet nogen venlige ord.
Ja jeg husker det.
Ifjor i utlandet gav jeg medaljonen bort, Camilla.
Ånei vel? Tænk at De gav den bort! Hvorfor det?
Det var en ung kamerat som fik den av mig til erindring.
Det var en russer. Han faldt på knæ og takket mig for den.
Blev han så glad? Gud hvor jeg er sikker på at han blev
stormende glad siden han faldt på knæ! De skal få en anden
medaljon istedet som De selv kan ha.
De var kommet ned på veien mellem møllen og Slottet.
Johannes stanset og sa:
Her ved dette krat har engang hændt mig noget. Jeg kom
gående en kvæld som jeg så ofte gjorde dengang i min ensom-
het, og det var sommer og lyst veir. Jeg la mig bak krattet og
tænkte. Da kom to mennesker stille gående efter veien. Damen
stanset. Hendes ledsaker spurte: Hvorfor stanser De? Men da
han ikke fik noget svar spør han igjen: Er det noget iveien?
Nei, svarte hun; men De må ikke gå og se slik på mig. Jeg
gik bare og så på Dem, sa han. Ja, svarer hun, jeg vet nok
at De elsker mig, men papa vil ikke tillate det, forstår De;
det er umulig. Han mumler: Ja det er vel umulig. Da sier hun:
De er så bred der, på hånden; De har så mærkelig brede hånd-
ledd! Og i det samme tar hun ham over håndleddet.
Pause.
Ja hvordan gik det så? spurte Camilla.
Det vet jeg ikke, svarte Johannes. Hvorfor sa hun det om
hans håndledd?
De var kanske pene. Og så hadde han en hvit skjorte oven-
for, — å jo det forstår jeg nok. Hun var kanske glad i ham også.
Camilla! sa han, hvis jeg var meget glad i Dem og jeg ventet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
